05/12-17 16:37

Mænd er mest villige til at spise græshopper og larverMænd er mest villige til at spise græshopper og larver

Forskere ser insekter som en vigtig fødevare, hvis hele Jordens befolkning skal blive mætte i fremtiden.

storybild

Arkivfoto. Melorme. (Billede: Søren Bidstrup)

Aarhus. Næsten en tredjedel af de danske forbrugere er villige til at putte græshopper, melorme og fårekyllinger på tallerknen.

Det viser en ny undersøgelse, hvor forskere fra MAPP Centret ved Aarhus Universitet har set nærmere på danskernes villighed til at spise insekter.

28 procent af de adspurgte i undersøgelsen var positive over for at spise insekter. Langt størstedelen af dem var mænd og de fleste af dem højtuddannede.

Til gengæld var 23 procent af forbrugerne direkte modstandere af at spise insekter og forbandt det med væmmelse.

- Vi fandt også, at forbrugere, der har smagt insekter før, er mere positivt stemt over for at prøve dem igen, siger videnskabelig assistent Pernille N. Videbæk fra MAPP Centret ved Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Hun er en af forfatterne bag rapporten.

Undersøgelsen har vist, at forbrugerne i høj grad foretrækker, at insekterne er forarbejdede i de produkter, som de skal spise. Det kan eksempelvis være insektmel.

De er ikke særligt begejstrede for at begynde at bruge hele insekter i deres kost.

Samtidig har emballagen på insektprodukterne også stor betydning.

Hvis der er billeder af hele insekter på pakken, er forbrugerne mindre tilbøjelige til at have lyst til at spise dem.

Årsagen til, at det er relevant at se på lysten til at spise insekter, er, at de i stigende grad ses som en mulig ny fødevare, hvis alle på Jorden skal blive mætte i fremtiden.

Insekter er rige på protein og belaster miljøet væsentligt mindre end andre proteinkilder.

Det ser dog ikke ud til at gøre en forskel, at forbrugerne får information om, at insekter er sunde, og at de belaster klimaet mindre.

- Det er et problem, at insektspisning bliver opfattet som ulækkert i samfundet generelt, for det gør, at man er mindre tilbøjelig til selv at ville prøve at spise dem, siger Pernille N. Videbæk.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx