Af Ritzau - 25/10-16 02:35

Støjberg erkender tvivl om integrationsydelseStøjberg erkender tvivl om integrationsydelse

Der er tvivl om, hvorvidt over 1100 danskere skulle være sendt på integrationsydelse, skriver ministeren.

storybild

Inger Støjberg skal tirsdag deltage i et samråd, hvor hun skal svare på spørgsmål om den såkaldte integrationsydelse. (Billede: Scanpix/Simon Læssøe)

Danske statsborgere kan være blevet frataget kontanthjælpen og sat på integrationsydelse i strid med EU-retten.

Det erkender udlændingeminister Inger Støjberg (V) ifølge Politiken.

Forud for et samråd i Folketinget tirsdag skriver udlændingeminister Inger Støjberg, at integrationsydelsen på det punkt giver anledning til "tvivl".

- For så vidt angår opholdskravets anvendelse i forhold til danske statsborgere (...) kan det give anledning til tvivl om, hvorvidt de pågældende er berettiget til uddannelses- eller kontanthjælp eller til integrationsydelse, skriver hun ifølge Politiken i et svar til Folketinget.

Siden juli er over 1100 danskere sat på den langt lavere integrationsydelse, fordi de ikke har boet i Danmark i mere end syv af de seneste otte år.

I september kom det frem, at det ifølge en EU-dom fra 2013 ikke var lovligt at fratage statsborgere sociale ydelser på grund af manglende tilknytning til hjemlandet med henvisning til et såkaldt bopælskrav.

I stedet skal der foretages en konkret vurdering, hvor man også medtager forhold som skolegang, familie og økonomi.

Men i en lang række tilfælde, hvor danske statsborgere er sat på integrationsydelse, er det ikke sket.

Det er endnu uvist, i hvilket omfang regeringen vil ændre reglerne.

Men Støjberg skriver ifølge Politiken, at man er "indstillet på at se på, hvordan der fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets side kan ydes vejledning til myndighederne til brug for behandlingen af sager af den nævnte karakter."

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx