Af Ritzau - 28/05-17 13:49

Alternativet ser sig som regeringsmoden efter næste valgAlternativet ser sig som regeringsmoden efter næste valg

Hvis den folkelige opbakning er der, ser Uffe Elbæk ingen hindringer for at gå i regering efter et valg.

storybild

Det er en bevidst strategi for Alternativet at bryde spillet om den politiske magt op - og politisk leder Uffe Elbæk vurderer, at det unge parti allerede kan være regeringsmodent efter næste valg. (Billede: Scanpix/Sophia Juliane Lydolph)

Folketingets yngste parti kan være regeringsmodent allerede efter næste valg.

Den tanke luftede politisk leder Uffe Elbæk i et interview med TV2 på partiets landsmøde i Odense:

- Hvis ellers vi får en folkelig opbakning, så tror jeg da, at efter fire år så er den ved at være der. Måske er vi klar til at gå i regering om et valg, sagde han.

Søndag får han opbakning fra flere partifæller, som Ritzau har snakket med.

Nok er Alternativet et helt grønt parti, der stadig er ved at etablere lokalafdelinger rundt omkring i landet, men partiet er klar til at påtage sig ansvar, mener Jørgen Folkvang fra Alternativet Aalborg:

- Da vi kom i Folketinget, kaldte folk os også amatører, og man sagde om os, at det nok aldrig ville gå. Men det er jo gået rigtig godt. Så vi er klar til at tage ansvar – også i regeringen.

En anden partifælle minder om et Ghandi-citat, som Uffe Elbæk ynder at fremføre om, hvordan etablissementet reagerer, når det udfordres af en ny spiller:

- Først griner de, så håner de, og så bliver de stille. Men vi har hele tiden været klar, siger Heidi Eid, der er bestyrelsesmedlem i Alternativet Gentofte.

- Det er ikke bare noget, vi snakker om – det er noget, vi er. Vi har gennemgået en proces, hvor vi startede i hjertet, så har vi været rigtig meget oppe i hovedet, og nu skal vi ud i hænderne, tilføjer hun.

Men risikerer man ikke som lille parti at brænde sig på at gå i regering, før man er klar? Jo, medgiver flere medlemmer.

- Men vi er klar til det. Vi har nogle meget dygtige mennesker på Christiansborg, som har vist en helt ny måde at tilgå politik på, siger Jørgen Folkvang.

Uffe Elbæk vil nødigt løfte mere af sløret for partiets regeringsplaner. Men de næste år drejer det sig om at "lirke det politiske spil op", udtalte han op til landsmødet.

Spørgsmålet er så, om den 62-årige partistifter selv kommer til at kunne bryste sig af at være Å-minister.

Over for TV2 siger han grinende, at han gerne vil være kulturminister igen - ligesom under Thornings regering.

Lørdag luftede en partifælle sin bekymring over, hvordan det skal gå, når Elbæk ikke længere er frontfigur. Kan Alternativet overleve uden "Uffe-effekten"?

Elbæk lovede at blive på posten "i hvert fald til og med næste valg". Og ingen er uundværlige i Alternativet, betoner Heidi Eid:

- Det er de mange bække små, der gør den store Å.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx