02/09-17 11:04; Opdateret: 02/09-17 12:54

DF: Vi kan ikke lovgive ud fra redegørelse om plejekonkurserDF: Vi kan ikke lovgive ud fra redegørelse om plejekonkurser

Det er svært at lave lovgivning ud fra den rapport, som regeringen har fået lavet om plejekonkurser, mener DF.

storybild

Nye medlemmer af Folketinget skriver under på Grundloven. Jeppe Jakobsen (Dansk Folkeparti). Scanpix/Thomas Lekfeldt

København. I løbet af syv år er 40 private firmaer i hjemmeplejen gået konkurs, og regeringen har varslet et servicetjek af lovgivningen.

Men den redegørelse, som regeringen har fået lavet på området, er ikke god nok at forhandle lovgivning ud fra. Det mener Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen.

- Jeg ved ikke, om det er dovent eller bare toparrogant af regeringen, at man har fejet vores ønsker af bordet og lavet det her i stedet for. Det er under al kritik, siger DF-ordføreren.

Redegørelsen viser ifølge TV2 blandt andet, at halvdelen af kommunerne ikke har en beredskabsplan for, hvad der skal ske, når private plejefirmaer går konkurs.

Derfor foreslår regeringen, at kommunerne skal have en nødplan. Det fortæller innovationsminister Sophie Løhde (V) til TV2.

Desuden skal kommunerne stille krav om en bankgaranti, når de indgår kontrakter med private leverandører af hjemmehjælp.

De politiske forhandlinger om tiltagene begynder 7. september, men ifølge DF giver den nye redegørelse ikke et ordentligt indblik i området.

- Vi kan sagtens lave nogle tiltag, som mindsker konsekvenserne af det her, men det var ikke det, vi ville. Vi ville undgå de her konkurser.

- Jeg bad om en gennemgang af de 40 konkurser og af nogle velfungerende udbud. Men det har jeg ikke fået. Derfor kan jeg ikke lave noget ordentligt lovgivning her, siger Jeppe Jakobsen.

Kritikken af redegørelsen kan ældreminister Thyra Frank (LA) dog ikke genkende.

- Nu tager vi en snak i næste uge med alle partier - inklusiv Dansk Folkeparti. Så må se, hvad vi kommer frem til. Vi mener selv, at vi har lavet et rigtigt fint stykke arbejde, siger ministeren og tilføjer:

- Jeg synes, at vi har et godt grundlag med denne initiativpakke til at undgå konkurser.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx