06/09-17 15:43; Opdateret: 06/09-17 16:37

Farlig nervegift fundet i sø i nordjysk naturområdeFarlig nervegift fundet i sø i nordjysk naturområde

Vandprøver har påvist en koncentration af den farlige nervegift carbofouran i en sø ved Store Vildmose.

storybild

I sidste uge udlagde ukendte gerningsmænd fisk indeholdende den ekstremt farlige nervegift carbofouran ved en sø i den nordlige del af Store Vildmose ved Brønderslev. Scanpix/Bettina Pohle, Mst Nordjylland/

Brønderslev. Der blev for nylig fundet ulovlig nervegift i flere fisk i en sø i den nordlige del af Store Vildmose ved Brønderslev.

Brønderslev Kommune tog derfor vandprøver for at undersøge området for yderligere tegn på den farlige gift carbofouran. Resultatet af prøverne har påvist en koncentration af nervegiften i søvandet.

Det oplyser natursagsbehandler i plan og miljø hos Brønderslev Kommune Anders Tommerup onsdag eftermiddag.

- Vi har fundet carbofouran i søen i nogle små mængder, siger han.

Selv om det er et lavt niveau af giften, der er fundet i søen, kan det stadig tage lang tid, før giften er forsvundet helt fra vandet igen.

Afhængigt af forholdene og eksempelvis søens pH-værdi vurderer Anders Tommerup, at nedbrydningstiden for giften vil være på mellem to måneder og op til to år.

Der er desuden blevet taget prøver fra jorden omkring søen. Her var der dog en nærmest umålelig koncentration af nervegiften ifølge Anders Tommerup.

I sidste uge blev der fundet tre døde fisk, som var sat på et spid nær søen. Fiskene viste sig at indeholde den farlige gift.

Der er tale om en særdeles farlig gift, som blev forbudt i EU for snart ti år siden. Fundet blev også meldt til politiet.

Kommunikationsrådgiver ved Nordjyllands Politi Christian Brinck fortæller onsdag, at politiet fortsat er i gang med at efterforske sagen.

Samtidig med fundet af giften blev der udstedt et forbud mod jagt og fiskeri på den konkrete lokalitet.

Det blev desuden indskærpet, at jægere skal udvise stor forsigtighed ved jagt på ænder i et større område mellem Vestbjerg, Brønderslev, Løkken og Pandrup.

Myndighederne frarådede desuden, at der bliver brugt jagthunde til at opsamle ænder, der er nedlagt i området.

Der har været eksempler, hvor giften er blevet brugt til at dræbe rovfugle.

- Vi har tidligere set giften anvendt ved udsætningspladser for fasaner - formentlig for på ulovlig vis at dræbe rovfugle, som ellers ville spise fasanerne, fortalte Lasse Sehested Jensen, naturplanlægger hos Miljøstyrelsen, i sidste uge.

Giften blev tidligere brugt af landmænd til at bekæmp skadedyr i forbindelse med roedyrkning.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx