Af Ritzau - 25/01-17 12:24; Opdateret: 25/01-17 12:51

Minister: Kommunerne kan ikke udelukke KMD fra udbudMinister: Kommunerne kan ikke udelukke KMD fra udbud

Trods store forsinkelser af offentlige it-projekter vil de give besparelser til slut, siger Sophie Løhde.

storybild

Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, kalder forsinkelser af offentlige it-projekter "ærgerlige". Hun tror ikke, at forsinkelser helt kan undgås i fremtiden, men er overbevist om, at det offentlige nok skal få gavn af besparelser fra projekterne i sidste ende. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Det offentlige har været ramt af den ene store it-forsinkelse efter den anden de seneste år.

Centralt i mange af sagerne står it-selskabet KMD, der i dag er ejet af en kapitalfond, men tidligere var ejet af kommunerne selv.

Kommunerne er stærkt utilfredse med KMD. It-giganten tjener penge på at forsinke nye it-systemer og i stedet holde liv i de gamle systemer, som KMD står for driften af, lyder anklagen.

En anklage, som KMD på det skarpeste afviser.

Men selv om kommunerne altså kommer med ret alvorlige anklager mod en stor leverandør, så kan det offentlige ikke generelt set udelukke KMD fra at byde ind på nye it-projekter.

Det fastslår minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), på et samråd i Folketingets finansudvalg onsdag.

- Man kan ikke udelukke en bestemt leverandør generelt. Det afhænger af det enkelte udbud, siger hun.

Hun understreger, at KMD har vundet en række offentlige udbud på helt fair og ærlig vis. Men hun kan og vil ikke gå ind i de konkrete sager, hvor der er uenighed mellem parterne.

Både kommunerne og pensionsselskabet ATP har kritiseret KMD. Men blandt politikerne på Christiansborg er der også en erkendelse af, at det offentlige selv bærer en del af ansvaret.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, er tidligere skatteminister.

Han siger under samrådet, at komplicerede forældelsesregler var en medvirkende årsag til, at inddrivelsessystemet EFI gik galt.

Og DF's finansordfører, René Christensen, henviser til, at det offentlige i flere sager har stået fast på urealistiske tidsplaner. Og høstet en forventet besparelse, før it-systemerne faktisk virkede.

Trods forsinkelserne er ministeren af den opfattelse, at it-projekterne i sidste ende vil give besparelser.

- Forsinkelserne betyder, at gevinsterne først kan høstes senere, konstaterer hun.

Regeringen har en ny it-strategi på vej. Men Sophie Løhde advarer mod at tro, at man helt kan gardere sig mod problemer.

- Vi vil nok også i fremtiden desværre se situationer, hvor et it-projekt bliver forsinket, forudser hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx