Af Ritzau - 29/03-17 13:18; Opdateret: 29/03-17 14:41

Politiet: Tyrkiet anholdt to unge på vej til Syrien og ISPolitiet: Tyrkiet anholdt to unge på vej til Syrien og IS

De to mænd nægter i Retten i Glostrup at være taget til Tyrkiet for senere at tilslutte sig Islamisk Stat.

storybild

Det var tyrkisk politi, der stoppede to unge for at drage i krig for Islamisk Stat, mener politiet (arkivfoto). (Billede: Colourbox)

To unge mænd blev anholdt for nylig af tyrkisk politi. De sigtes for at ville tilslutte sig Islamisk Stat.

Begge nægter sig skyldige, kommer det frem onsdag i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Tilsyneladende skete anholdelsen i Tyrkiet fredag 17. marts. I hvert fald hedder det i politiets sigtelse, at de frem til netop den dato havde ladet sig hverve for at begå terrorhandlinger.

De havde til hensigt at rejse ind i Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat og at kæmpe for terrororganisationen, hævdes det i sigtelsen.

Tirsdag blev de angiveligt fløjet til Danmark, hvor de blev anholdt ved 18-tiden.

Allerede i lørdags var sagen oppe på et retsmøde i Glostrup. Her fik de nedlagt navneforbud.

I retslokalet er de anbragt foran dommeren med en civilklædt politibetjent mellem sig. De forhindres altså i at kommunikere.

De ser begge spinkle ud. Den ene, der er 19 år, bærer briller og har en sort dynejakke på. Den anden er 18 år.

En tredje ung med skæg kommer ind i lokalet og smiler til fyren med brillerne. Han er iført grønt tøj fra top til tå - også strikhuen er grøn.

Hvad sigtelsen nærmere bygger på, er indtil videre hemmeligt. Dommer Anne Berg beslutter at lukke dørene for offentligheden, mens anklager Christina Heering fremlægger politiets materiale. Dørlukningen skyldes hensynet til politiets videre efterforskning.

Papirerne fylder et ringbind.

Anklageren rejser også en såkaldt subsidiær sigtelse. Den handler om at fremme en terrororganisations virksomhed.

For nylig har Center for Terroranalyse under PET vurderet, at i alt cirka 145 personer har været rejst til Syrien og Irak for at deltage i kampene. Hver fjerde menes at være blevet dræbt.

Seks unge har i det seneste års tid været varetægtsfængslet netop i en sag om at lade sig hverve af Islamisk Stat.

Fredag afsiger Østre Landsret i øvrigt dom i en sag mod en nu 25-årig tidligere pizzabager. Han er fundet skyldig i at have tilsluttet sig IS, som han også ville give 20.000 kroner.

I den sag lød byrettens dom på fængsel i syv år. Men i landsretten ønsker anklagemyndigheden desuden, at han frakendes sit danske statsborgerskab og derefter udvises til Tyrkiet, hvor han også er statsborger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx