29/09-17 21:16; Opdateret: 29/09-17 21:44

Op mod 80 ramt af roskildesyge på Hotel LegolandOp mod 80 ramt af roskildesyge på Hotel Legoland

Fødevarestyrelsen kortlægger, hvad der er årsag til et udbrud af roskildesyge på Hotel Legoland i sidste uge.

storybild

Billund. Besøg hos Hotel Legoland endte i sidste uge skidt for en lang række af hotellets gæster.

Således er der rapporteret symptomer fra roskildesyge ved to konferencer med op mod 80 gæster.

Det oplyser Legoland, der sammen med Fødevarestyrelsen er i gang med at undersøge årsagen til udbruddet.

Hotellet orienterede Fødevarestyrelsen om udbruddet mandag. Men det mener Fødevarestyrelsen ikke var hurtigt nok, oplyser Hotel Legoland.

Christian Woller, direktør for Legoland, beklager i en pressemeddelelse, at hotellet ikke kontaktede styrelsen hurtigt nok.

- Jeg vil først og fremmest undskylde over for de gæster, som er blevet syge under et ophold på vores hotel.

- Så snart vi fik rapporter om, at folk var blevet dårlige, gennemførte vi en grundig kontrol af råvarer og procedurer i køkkenområdet uden at finde nogle problemer i håndteringen af fødevarer, siger direktøren.

Ved Fødevarestyrelsens besøg på hotellet mandag fandt styrelsen ifølge Legoland ingen problematiske forhold omkring hotellets egenkontrol.

Legoland oplyser fredag aften, at Fødevarestyrelsen er i gang med at kortlægge forløbet. Før en rapport er på plads, vil forlystelsesparken derfor ikke udtale sig om, hvad der er smittekilden.

Parken oplyser desuden, at den ikke kan oplyse, hvornår den første smitte fandt sted.

Hotel Legoland oplyser, at det har "nulstillet" værelser, konferencefaciliteter, restaurant og køkkenområder i form af dybderengøring med klor og damp.

Siden rengøringen har der ifølge Legoland ikke været nye, kendte tilfælde.

Hotel Legoland ligger i Billund ved forlystelsesparken med samme navn. Hotellet er firestjernet og har 223 værelser.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx