19/09-17 05:03

Læger halter fortsat bagud med forebyggelsestilbudLæger halter fortsat bagud med forebyggelsestilbud

Læger er ikke blevet bedre til at henvise patienter til kommunale forebyggende tilbud, skriver Momentum.

storybild

Læger er ikke blevet bedre til at henvise til kommunale tilbud, viser en ny analyse i det kommunale nyhedsbrev Momentum. Scanpix/Morten Stricker

København. Med kommunalt forebyggende tilbud kan patienter få råd og vejledning til kost og motion, hvis de eksempelvis lider af diabetes eller KOL.

Det kan spare tid, penge og kræfter i sundhedssystemet. Men trods tilbuddenes eksistens er de praktiserende læger ikke blevet bedre til at henvise patienterne til dem.

Det skriver Kommunernes Landsforening i deres nyhedsbrev Momentum på baggrund af en ny analyse.

I nyhedsbrevet kan man læse, at udviklingen på området er stået i stampe i de seneste år.

I 2016 henviste 23,9 procent af de praktiserende læger slet ikke til et kommunalt tilbud.

Det svarer stort set til situationen i 2014, hvor 23,8 procent af lægerne ikke henviste til kommunale tilbud.

Analysen dækker alle praktiserende lægers henvisninger til kommunale sundhedstilbud via det elektroniske henvisningssystem MedCom.

Tallene undrer og ærgrer professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

- Det kan ikke passe, at der er steder, hvor man slet ikke har behov for at henvise patienter. Der er helt sikkert et potentiale for forbedring.

- Men set i lyset af den megen omtale, der har været af de kommunale forebyggelsestilbud, er jeg overrasket over, at der ikke har været en større positiv udvikling i lægernes henvisninger, siger han.

Karsten Rejkjær Svendsen, formand for kommuneudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), havde gerne set, at der var sket en stigning i henvisningerne.

- Det harmonerer jo ikke med, at vi gerne så, at forebyggelsestilbud blev brugt noget mere og har en klar målsætning om at blive bedre til at bruge dem.

- Der er mange opgaver i det primære sundhedsvæsen, og det her er en af de opgaver, hvor kommunerne kan gøre en god indsats for de patienter, vi har i behandling for kroniske sygdomme. Så vi skal have gjort noget ved det her, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx