Af Maria Christine Madsen - 29/08-17 14:32

Nu leder politiet efter hemmeligt rum i Peter Madsens ubådNu leder politiet efter hemmeligt rum i Peter Madsens ubåd

Sidste gang den svenske journalist Kim Wall blev set i live, var da hun vinkede til folk, der kom sejlende forbi den danske opfinder Peter Madsens ubåd 'Nautilus'. Tirsdag middag bliver den scannet for at hjælpe politiet med at finde ud af, hvad der skete om bord.

storybild

Den hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus ses her i Københavns Havn. (Billede: Anders Valdsted)

Helt præcist er det en såkaldt containerscanner fra SKATs toldafdeling, der lige nu er i gang med at undersøge ubåden, som blev bjærget fra Køge Bugt, hvor den sank dagen efter, Kim Wall og Peter Madsen den 10. august var stævnet ud sammen fra vandene ved København.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

I sidste uge kom det frem, at det var lykkedes politiet at finde noget blod om bord på ubåden, selvom den var blevet fyldt godt op med vand, efter den var sunket til bunds.

Blodet matchede Kim Walls.

Nogle dage forinden havde en mand på cykeltur tilfældigt fået øje på noget ude i vandet ved Vestamager, som viste sig at være liget af en kvinde, der manglede både arme, ben og hoved. Ligdelene var ifølge politiet 'bevidst blevet afskåret'. Få dage senere viste resultaterne fra en dna-analyse, at der var tale om Kim Wall.

Siden er ubåden 'Nautilus' blevet undersøgt flere gange - og det samme sker tirsdag, hvor Københavns Politi får hjælp af SKAT, som bruger en af de såkaldte containerscannere til at scanne hele ubåden.

Scanneren bruges normalt til at undersøge skibscontainere for at opfange narkosmuglerier, men onsdag bruges den blandt andet for at se, om der kunne være skjulte rum i ubåden.

'Scanningen gennemføres på baggrund af mange forskellige henvendelser om mulige hulrum i ubåde generelt og konkret også i forhold til Nautilus. Der søges i sagens natur efter spor efter en forbrydelse samt muligt gerningsvåben med mere. Det skal understreges, at scanningen foretages for at udelukke, at der kan findes uafsøgte rum, og ikke på baggrund af en konkret mistanke om dette', skriver politiet i en pressemeddelelse.

Derudover oplyser politiet også, at man tirsdag søger med lighunde ved Køge Bugt.

'Dette sker med assistance fra svensk politi, der har uddannede specialhunde til blandt andet søgning på vand. Søgningen sker for om muligt at kunne lokalisere de manglende kropsdele fra Kim Wall,' skriver politiet.

Eftersøgningen forventes at fortsætte de næste to dage.

Mandag blev der søgt med fly over Køge Bugt, da der var 'ualmindeligt klart vand' efter nogle dage med roligt vejr. Der blev derfor holdt udkig efter ligdele og det tøj, som Kim Wall havde på. Der blev ikke fundet noget, oplyser politiet.

Peter Madsen sidder varetægtsfængslet for 'uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder' på den svenske journalist. Han har i retten tidligere forklaret, at der ifølge ham var 'sket en ulykke' om bord på ubåden, før han havde smidt Kim Walls lig i havet. Han nægter sig skyldig i drab, uagtsomt manddrab og i usømmelig omgang med lig, hvilket han også er sigtet for.

Politiet leder endnu efter de resterende ligdele.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx