29/08-17 15:54; Opdateret: 29/08-17 21:36

Regeringen udelader billigere biler i beregning af skattegevinstRegeringen udelader billigere biler i beregning af skattegevinst

Enhedslisten og SF anklager finansminister for talfusk og for at sprede forkerte oplysninger om skatteforslag.

storybild

København. Det er HK'erne, altså for eksempel kassedamer, der får den største gevinst ud af det forslag til en skattereform, som regeringen har præsenteret tirsdag.

Det indtryk får man i hvert fald af en grafik, regeringen har produceret til illustration af reformens effekter.

En HK'er vil ifølge grafikken få, hvad der svarer til 7,1 procent af sit rådighedsbeløb i skattelettelse. Mens en direktør vil få en lettelse på 5,7 procent.

Men i de tal indgår ikke forslaget om lavere registreringsafgift. Og heller ikke forslaget om, at man ikke længere skal beskattes af fri telefon.

Det får Enhedslisten til at beskylde regeringen for talfusk. Finansordfører Pelle Dragsted mener, at grafikken får udspillet til at se mindre skævt ud, end det i virkeligheden er.

- Tallene er simpelthen ikke korrekte, siger Pelle Dragsted.

Han er ikke i tvivl om, at tallene ville se markant anderledes ud, hvis man tog højde for fri telefon og registreringsafgift.

- Skattereformen ville være langt mere ulige og langt mere skæv, end den fremstår på regeringens grafik, siger Pelle Dragsted.

- Det er ganske få HK'ere, som har adgang til fri telefon og dermed får glæde af den her skatteafskaffelse. Mens der er mange direktører, der har det.

Pelle Dragsted er ikke den eneste, der undrer sig. I fagforeningen 3F har cheføkonom Frederik I. Pedersen "regnet baglæns" på regeringens tal.

Og hans beregninger viser, at det er direktøren, der får den største skattelettelse, både i kroner og opgjort i procent. Selv hvis man - som regeringen - udelader fri telefon og registreringsafgift.

Årsagen er, at regeringen har regnet på, hvor meget skattelettelsen udgør af eksempel-personernes rådighedsbeløb. Det vil sige de penge, de har tilbage efter skat, husleje med videre.

Ser man i stedet på den disponible indkomst, altså efter skat, men før husleje, får HK'eren en skattelettelse på 3,4 procent. Mens direktøren får en lettelse på 4,8 procent af den disponible indkomst, viser 3F's tal.

Også SF har regnet tallene efter i sømmene. Partiet når frem til samme konklusion som 3F.

- Tallene er manipuleret med. Der er taget nogle forudsætninger ind, som man ikke gør klart, siger finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Hun kalder den skattereform, regeringen lægger op til, "pilskæv". Men regeringens tal har været med til at tegne et andet billede, mener SF.

- De har regnet på en meget specifik måde for at få et tal (for HK'erens skattelettelse, red.), der ser kunstigt større ud, end det er, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Finansminister Kristian Jensen (V) mener trods kritikken, at regeringens grafik er retvisende. Effekten af lavere registreringsafgifter fremgår andre steder i udspillet, påpeger han.

- Det er ikke noget, vi har forsøgt at skjule, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Mener du stadig, at det er en HK'er, der får den største gevinst af skatteforslaget?

- Opgjort som procent af rådighedsbeløbet, ja.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx