Af Ritzau - 12/06-17 07:55

Syge patienter står i kø trods ubrugte kræftskannereSyge patienter står i kø trods ubrugte kræftskannere

Mangel på specialister betyder, at avancerede skannere og strålekanoner står ubrugt hen på hospitalerne.

storybild

På landets hospitaler står mange CT-skannere ubrugte hen. Det skyldes særligt mangel på læger og et uudnyttet potentiale i afdelingernes åbningstider. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Mens kræftpatienter står i kø for at få behandling for deres sygdom, står dyrt, avanceret udstyr som skannere og strålekanoner ubrugt hen på hospitalerne store dele af døgnet.

Det viser en konsulentrapport, der er lavet for Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner, skriver Berlingske.

Årsagen er, at der mangler specialister til at anvende apparaturet. Samtidig bliver kapaciteten generelt udnyttet for dårligt, lyder det i konklusionen.

Særligt mangler der onkologer - kræftlæger - og radiologer, der er speciallæger i billedediagnostik. Det er en væsentlig flaskehals, der står i vejen for at få flere patienter igennem maskinerne.

Samtidig afslører undersøgelsen, at der er stor forskel på, hvordan hospitalerne landet over får brugt apparaturet.

Det samlede antal skanninger per skanner varierer således fra 70-80 om ugen og 33-72 om ugen for henholdsvis CT- og MR-skannere. Desuden holder nogle afdelinger åbent adskillige timer længere end andre.

Den dårlige udnyttelse har ført til, at et planlagt indkøb af nyt udstyr for en halv milliard kroner droppes. Flere skannere og strålekanoner skønnes at være unødvendige på grund af den uudnyttede kapacitet.

Hos Kræftens Bekæmpelse vækker rapporten opsigt.

- Vi kan se, at nogle afdelinger får undersøgt og behandlet patienterne hurtigt og inden for tidsfristerne. Mens andre afdelinger ikke er i stand til det - uden at der er nogen forklaring på forskellen, siger direktør Leif Vestergaard Pedersen til Berlingske.

Han kan godt forstå, at man har droppet det dyre indkøb, da det ikke giver mening at have ubrugte maskiner til at fylde.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) opfordrer regionerne til at få udnyttet den ekstra kapacitet, så tidsfristerne for kræftforløb kan blive overholdt.

Ulla Astman (S), der er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, erkender, at der er et problem.

- Derfor skal vi også ind og have kigget på, hvordan speciallægerne bruger deres tid bedst muligt, siger hun til Berlingske.

Den halve milliard til indkøb skal nu i stedet bruges på at udskifte nedslidt udstyr og at speciallæger kan bruge deres arbejdstid mere fornuftigt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx