08/11-17 13:46; Opdateret: 08/11-17 15:41

Varevogn kan være ramt af sten fra motorvejsbro i RandersVarevogn kan være ramt af sten fra motorvejsbro i Randers

Politiet leder med hunde efter DNA-spor for finde de mulige gerningsmænd. Ingen er kommet til skade.

storybild

Politiafspærring ved motorvejsbro over E45 ved Randers efter melding bil ramt af stenkast onsdag 8. november 2017. Scanpix/Per Øxenholt

Randers. En varevogn er muligvis blevet ramt af sten, som er blevet kastet fra en motorvejsbro ved Svejstrupvej i Randers. Det melder Østjyllands Politi.

Bilen er blevet ramt af en genstand, som har skabt en større bule. Den første af flere anmeldelser kom klokken 11.27 onsdag formiddag, fortæller politikommissær Carsten Dahl fra politikredsen.

- Der sker det, at vi får en anmeldelse fra en person, som har kørt på motorvejen. Der bliver han ifølge eget udsagn ramt af en sten i sin varevogn.

- Den rammer lige over forruden, og der kommer en stor bule, siger han.

Manden, som sad i varevognen, er ikke kommet til skade. Han har fortalt politiet, at han så fire personer løbe fra stedet.

Der er ikke fundet hverken sten eller andet på vejen, som kunne være den genstand, som muligvis er blevet kastet fra broen. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter tidligt onsdag eftermiddag.

Politiet er i området for at finde spor og for at lede efter den mulige genstand, der er kastet, fortæller Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

- Politiet er til stede for at undersøge området nærmere. De forsøger at finde frem til den genstand, der eventuelt er blevet kastet fra broen. Og så forsøger de at se, om der er spor fra gerningsmænd, siger han.

Med hunde forsøger politiet at få færten af de mulige gerningsmænd, fortæller Carsten Dahl.

- Vi har fundet noget fært ved et gelænder, hvor de mulige gerningsmænd har stået. Der har vi selvfølgelig sikret noget dna fra.

- Vi vil gerne høre fra vidner, hvis der er nogen, der har set noget ude ved Svejstrupvej. Det kan være, at de har set nogle, som skulle være løbet derude, siger politikommissæren.

Den nordjyske motorvej E45 mellem Randers og Hobro blev som følge af hændelsen afspærret i begge retninger i et kortere tidsrum.

- Trafikken afvikles atter normalt på strækningen, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx