Af Ritzau - 20/01-17 05:49

Vistisen forlader budgetudvalg efter Meld-sagVistisen forlader budgetudvalg efter Meld-sag

Man skal ikke have en revisor, der ikke har styr på formalia, siger DF'eren, der har været kasserer i Meld.

storybild

Anders Vistisen (DF) forlader nu to udvalgsposter i Europa-Parlamentet efter sagen om muligt misbrug af EU-midler. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Sagen om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler får nu partiets førstemand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, til at forlade sine to udvalgsposter, der handler om kontrol med - og fordeling af - EU's budgetmidler.

Det skriver netavisen Altinget.

Frem for at sidde i Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg og som stedfortræder i budgetudvalget skal Anders Vistisen nu arbejde med EU's udenrigspolitik og arbejdsmarkedspolitik.

Rokaden sker i forbindelse med en genkonstituering af Europa-Parlamentets udvalg, hvor flere danske EU-parlamentarikere har søgt nye arbejdsområder.

Ifølge Anders Vistisen er mistanken mod Dansk Folkeparti om misbrug af EU-midler gennem det europæiske parti Meld og fonden Feld udslagsgivende for, at han søger væk fra udvalgene. Vistisen har selv været kasserer i Meld.

Anklagerne om svig undersøges lige nu af EU's antisvindelenhed Olaf, og mens sagen kører, ønsker Vistisen ikke at skulle arbejde med budgetspørgsmål.

- Det er en overvejelse af, hvor troværdigt jeg kan stå og tale om budgetkontrol, mens Olaf-undersøgelsen kører, siger Anders Vistisen til Altinget og fortsætter:

- Den anden del er, at det også er et tilvalg af andre ting. Jeg har længe gerne ville fokusere mere på social dumping, og det kan jeg nu gennem arbejdsmarkedsudvalget. Og udenrigsudvalget har altid været et attraktivt udvalg her i huset, så da muligheden bød sig, tog jeg den.

DF'eren, der har siddet som kasserer i Meld, har indrømmet, at der er blevet "sjusket" med "formalia", når Dansk Folkeparti gennem Meld og Feld har brugt EU-penge på sommergruppemøder og andre aktiviteter.

Han fastholder dog, at der ikke er tale om misbrug.

- Det ændrer bare ikke på, at man heller ikke skal have en revisor, som har rod med formalia. Og det er jo den politiske funktion, som budgetkontroludvalget i parlamentet har, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx