17/11-17 07:19

P-piller kan øge kvinders risiko for selvmordP-piller kan øge kvinders risiko for selvmord

Forskere har fulgt 476.000 kvinder og undersøgt, hvordan hormonel prævention kan øge risiko for selvmord.

storybild

I gennemsnit fulgte et hold forskere knap en halv million kvinder i 8,3 år og undersøgte sammenhæng mellem selvmord og hormonel prævention. Free/Picasa/arkiv

København. En kvinde - der beskytter sig med hormonel prævention - har mere end dobbelt så stor risiko for at forsøge at begå selvmord og tre gange så stor risiko for at gennemføre selvmordet, sammenlignet med en jævnaldrende kvinde, der aldrig har beskyttet sig hormonelt.

Det viser ny, dansk forskning fra Rigshospitalet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The American Journal of Psychiatry.

Det skriver Politiken.

Forskerholdet fra Rigshospitalet har fulgt 476.000 kvinder fra de fyldte 15 år i perioden 1996 til 2013. Kvinderne blev i gennemsnit fulgt i 8,3 år.

Lidt over halvdelen af den halve million kvinder begyndte på et tidspunkt i undersøgelsesperioden af tage en eller anden form for hormonel kontraception.

I alt var der i perioden 6999 selvmordsforsøg og 71 gennemførte selvmord blandt alle kvinderne. Men langt oftere blandt de kvinder, der var begyndt at tage hormonpræventionen.

Den øgede risiko for selvmord og forsøg på selvmord var størst hos de unge kvinder, særligt teenagepigerne. Den toppede 3-6 måneder efter opstart på de forskellige former for hormonel prævention.

- Nogle kvinder er af uvisse årsager særligt følsomme over for de naturlige hormonelle udsving. Når de så påføres eksterne hormoner i større mængder fra præventionsmedicinen, kan det forstærke de emotionelle udsving, der altså i værste fald kan føre til selvmord, siger seniorforfatter til studiet, professor Øjvind Lidegaard, en af verdens førende forskere i p-pillesikkerhed.

- Vi har taget højde for alle de faktorer, der kunne sløre vores datagrundlag. Derfor er vores bedste bud, at det er brugen af p-piller, p-plaster, p-ring, hormonspiral og de andre former for beskyttelse, der øger kvinders risiko for selvmordsadfærd, siger han til Politiken.

Han understreger, at de fleste kvinder tåler p-piller og andre præparater, men en mindre gruppe kvinder påvirkes så markant, at både kvinderne selv og deres læger bør være opmærksomme på depressionsudvikling.

De praktiserende læger har ikke umiddelbart tænkt sig at ændre praksis på baggrund af studiet.

- Der findes amerikanske studier, der viser præcis den omvendte sammenhæng, siger Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, som er de praktiserende lægers videnskabelige selskab, til Politiken.

Han understreger, at lægerne allerede i dag er opmærksomme på, at prævention med hormoner kan øge risikoen for depression, og at ordinationen naturligvis altid beror på en individuel vurdering af patienten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx