Af Ritzau - 01/03-17 17:34; Opdateret: 02/03-17 12:54

Højtlønnede udlandsdanskere får lov at få familien med hjemHøjtlønnede udlandsdanskere får lov at få familien med hjem

Inger Støjberg vil lempe på familiesammenføringsreglerne for en nøje udvalgt gruppe danskere.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er mest kendt for at stramme regler. Nu vil hun imidlertid lempe familiesammenføringskravene for en nøje udvalgt gruppe danskere. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Det er sjældent lempelser, der kommer fra Inger Støjbergs (V) hånd. Men udlændinge- og integrationsministeren foreslår nu netop en lempelse af familiesammenføringsreglerne.

Siden sidste sommer har det været svært for udlandsdanskere at få deres udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark efter mange år i udlandet.

Men regeringen er nu klar til at lempe reglerne for højtkvalificerede og højtlønnede danskere, der vender hjem med deres udenlandske familie.

Problemet opstod, da Menneskerettighedsdomstolen i maj fastslog, at det var diskrimination, at Danmark dispenserede fra det såkaldte tilknytningskrav for folk, der havde boet i Danmark i mere end 26 år.

Det fik myndighederne til helt at se bort fra 26-års-reglen. Og dermed skulle alle leve op til kravet om, at et ægtepars samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land, hvis de ville familiesammenføres.

Også selv om den ene ægtefælle var dansk statsborger, født og opvokset i Danmark, men for eksempel havde giftet sig med en udlænding.

Inger Støjberg understreger, at de stramme familiesammenføringsregler generelt skal fastholdes for at "begrænse tilstrømningen fra ikkevestlige lande":

- Men de danskere, der har været i udlandet for at arbejde i en årrække og vender hjem til et godt job, de skal selvfølgelig have ret til at få deres familie med hjem, siger hun.

Dem, der skal kunne få deres udenlandske familie med til Danmark, er udlandsdanskere, der vender hjem til en årsløn på mindst 408.800 kroner.

Eller som bliver ansat inden for et erhverv, der fremgår af positivlisten, og som i øvrigt opfylder uddannelseskravet. Positivlisten er en oversigt over de erhverv, hvor Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft.

Spørgsmål: Hvad er det retfærdige i, at kun nogle udlandsdanskere får lov til at tage familien med hjem?

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at undgå, at der er nogen former for spekulation i familiesammenføringer.

- Det er rigtigt, at der desværre fortsat er nogen, der bliver ramt af det. Men hensynet, til at der ikke bliver spekuleret i familiesammenføringer, er meget, meget afgørende, siger Støjberg.

Med forslaget vil udlandsdanskerne få samme vilkår som udenlandske arbejdstagere med et tilsvarende job.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx