Af Ritzau - 22/03-17 12:47

LA beder Støjberg sløjfe hele sin statsstøtte til KvinfoLA beder Støjberg sløjfe hele sin statsstøtte til Kvinfo

LA vil på sigt helt fratage ligestillingscenteret statsstøtte. Partiet beder nu Støjberg tage første skridt.

storybild

Liberal Alliances Laura Lindahl vil sløjfe hele statsstøtten til Kvinfo. Som første skridt på vejen vil hun bede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om at sløjfe den del af statsstøtten, hendes ministerium råder over. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen)

Mandag satte kulturminister Mette Bock (LA) et hårdt stød ind mod Kvinfo. Det bibliotek om køn og ligestilling, som kønscenteret hidtil har fået penge for at drive, skal flyttes til Det Kongelige Bibliotek.

Med biblioteket forsvinder også pengene. Og hvis det alene stod til Liberal Alliance, ville al statsstøtte til Kvinfo blive sløjet.

- Vi skal ikke bruge så meget som én skattekrone på Kvinfo. Nu har kulturministeren fjernet den del, hun kunne, så nu skal Inger Støjberg fjerne den del, hun kan, siger Laura Lindahl (LA).

Hun beder nu udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) annullere den del af statsstøtten, som Kvinfo får fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Det mener jeg sådan set, at ministeren kan gøre allerede i år. Det vil være helt oplagt, siger Laura Lindahl, der er medlem af Folketingets Ligestillingsudvalg.

Kvinfos seneste årsrapport fra 2015 viser, at af de samlede omkostninger på 32,2 millioner kroner blev 70 procent anvendt til internationale aktiviteter i Mellemøsten og Nordafrika - finansieret af Udenrigsministeriet.

- Statsstøtten fra Udenrigsministeriet er låst indtil 2020. Men lige så snart man kan pille ved det, har Liberal Alliance tænkt sig at gøre det, siger Laura Lindahl.

Indtil da vil LA altså fjerne den mindre del af statsstøtten, som kommer fra Inger Støjbergs ministerium.

Af samme årsrapport fremgår det, at det daværende Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold i 2015 støttede Kvinfo med lidt over to millioner kroner.

Pengene gik til et mentornetværk, der viser mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund vej ind i det danske samfund. Adspurgt om det ikke er et fint formål, svarer Laura Lindahl:

- Det kan være ganske udmærket med et mentornetværk for flygtninge. Men det skal ikke ligge i Kvinfo. Hele min anke mod Kvinfo er, at det er en super venstreorienteret, politisk organisation, som staten ikke skal støtte.

Kvinfo beskriver sig selv som Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. Ud over statsstøtten fra de to ministerier modtager Kvinfo støtte fra en række private fonde og organisationer.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx