Af Amalie Abildgaard - 12/09-17 16:39

DF-politikers søn var medlem af kontroversiel gruppe: - Vi har haft en samtale om sagenDF-politikers søn var medlem af kontroversiel gruppe: - Vi har haft en samtale om sagen

Dansk politiker bekræfter, at hans egen søn har været en del af 'Offensimentum'-gruppen, der nu er blevet lukket ned på Facebook.

Hvad synes de unge om den udskældte Facebook-gruppe Offensimentum?

Facebook-gruppen 'Offensimentum' blev mandag lukket ned efter utallige indlæg med grov chikane - senest af en blogger, der havde skrevet et kritisk indlæg omkring gruppen.

Et af gruppens mere end 100.000 medlemmer viser sig at være Dansk Folkeparti-politikeren Peter Skaarups søn, der har bidraget til den grove tone.

'Jeg synes, du skal pakke computeren væk, din gamle mand. Du har tydeligvis en meget lav IQ,'  har den tidligere retsordførers søn, Jakob, blandt andet skrevet i den omstridte gruppe.

'Offensimentum' er bygget på aggressiv adfærd såsom deling af nøgenbilleder, mobning og chikane. Den oprindelige gruppe blev lukket mandag. Samtidig er det kommet frem på Twitter, at Peter Skaarups søn var et af de 106.000 medlemmer. Det bekræfter DF-politikeren også selv over for metroxpress.

»Jeg kan i forbindelse med lukningen af 'Offensimentum' bekræfte, at min søn, Jakob, har kommenteret et indlæg på siden,« udtaler Peter Skaarup.

Ifølge gruppeformanden for DF har han taget en samtale med sin myndige søn omkring sagen.

»Kommentarerne er for længst blevet slettet. Dermed er den sag ude af verden for mit vedkommende,« siger Peter Skaarup.

Hvorvidt det er Facebook selv, der har lukket den omstridte gruppe, er ikke muligt at få svar på. Men i en mail til metroxpress skriver Facebook, at 'de ikke tillader chikane og mobning på deres platform', og at de derfor fjerner indhold af den karakter.

Peter Skaarup mener, at lukningen af gruppen er positiv.

»Jeg bifalder i øvrigt helt, at Facebook lukker den slags netværk.«

Der er efterfølgende blevet oprettet flere Facebok-grupper tirsdag under navnet 'Offensimentum'. Heriblandt 'Offensimentum 2.0', der nåede op på over 10.000 medlemmer, inden også den blev lukket.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx