21/11-17 18:02; Opdateret: 21/11-17 18:31

Elbæk er ked af intimbilleder lige op til kommunalvalgElbæk er ked af intimbilleder lige op til kommunalvalg

Kort før tirsdagens kommunalvalg kom det frem, at chef i Alternativet bad ansatte om at sende intimbilleder.

storybild

København. - Jeg er rigtig, rigtig ked af det på kandidaternes vegne.

Sådan lyder det tirsdag eftermiddag fra Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, der stemmer til kommunalvalget på Frederiksberg.

Elbæk henviser til, at det er kommet frem, at en chef i Alternativet i foråret sendte en mail til medarbejdere i partiet, hvor han opfordrede dem til, at sende fotografier af deres "pik i slap tilstand."

Fotografierne skulle bruges i forbindelse med en 100 års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet i det indre København.

De mandlige kønsorganer skulle blive til "en lille fiffig collage", skrev Jyllands-Posten, der er i besiddelse af den interne mail.

- De sager, der har været beskrevet i medierne, er fuldstændigt enkeltstående sager, som overhovedet ikke kendetegner partiet, siger Uffe Elbæk til TV2 News.

- Vi tager de her sager dybt alvorligt. Vi kigger selvkritisk på, om vi har håndteret de her sager ordentligt, siger han.

Siden afsløringen af de intime fotos er det ligeledes kommet frem, at Alternativets afdeling i København holder valgfest på LGBTQIA-baren Monastic, der er en bar med mørkerum og sexgynge.

Det har fået partiets gruppeformand, René Gade, til at opfordre sine kolleger på Christiansborg til at blive væk fra festen.

- Dette har INTET med vores ledelse på Christiansborg at gøre. Vi kan kun sikre og sætte rammerne for en professionel kultur, der hvor vi/jeg har mandatet.

- Den nævnte location er valgt af en lokalforening - og er i mine øjne helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger, skrev gruppeformanden på Twitter.

Uffe Elbæk skal dog efter planen alligevel holde en tale til festen.

Ifølge forperson for Alternativet i København, Magnus Haslebo, besluttede man allerede i sidste uge at fjerne både mørkerum og sexgynge fra baren under valgfesten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx