08/11-17 12:17; Opdateret: 08/11-17 13:20

360.000 udlændinge kan stemme ved kommunalvalget360.000 udlændinge kan stemme ved kommunalvalget

Otte procent af de stemmeberettigede ved kommunalvalget er ikke danske statsborgere, viser opgørelse.

storybild

København. Når der 21. november er kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark, er flere af dem, som indfinder sig i stemmeboksen, ikke danskere.

362.779 af de stemmeberettigede er således udenlandske statsborgere, der bor i Danmark. Det viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det svarer til otte procent af det samlede vælgerkorps på 4.558.460 personer.

Men det er langt fra alle udlændinge, der bruger deres stemmeret.

Ved seneste kommunal- og regionsrådsvalg i 2013 trak bare 34 procent af de udenlandske statsborgere gardinet for i stemmeboksen for at sætte kryds.

Det kan der ifølge Yosef Bhatti fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, være flere årsager til.

Han forsker i valgdeltagelse ved kommunalvalg.

- De her mennesker er typisk vokset op i et andet land og har derfor ikke den samme tilknytning til det danske politiske system og partierne.

- Samtidig er der nogen, der kommer fra ikkedemokratiske lande, så de skal jo først til at lære, hvordan hele systemet fungerer.

- Endelig er der nogen, der kun har været her i kort tid og kun har tænkt sig at være her i kort tid, siger Yosef Bhatti.

Ligger valgdeltagelsen på samme niveau ved det kommende valg, kommer omkring 123.000 udlændinge til at stemme.

De udenlandske stemmer kan godt få indflydelse i de kommuner, hvor valget bliver tæt, mener Yosef Bhatti.

- Der vil også være kommuner, hvor udlændingene udgør en større andel end på landsplan, så der får det selvfølgelig også betydning.

- Men deres indflydelse bliver jo mindre, fordi de stemmer så lidt. Men det betyder jo ikke, at de ikke kan blive tungen på vægtskålen nogle steder, siger han.

Der findes ingen opgørelse over, hvad udenlandske statsborgere stemmer på ved valgene.

Ifølge Bhatti er vælgere med en anden etnisk baggrund end dansk dog typisk orienteret mod partierne på venstrefløjen, når de sætter deres kryds.

Mens 34 procent af de udenlandske statsborgere stemte ved sidste kommunal- og regionsrådsvalg, stillede langt færre udlændinge selv op.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik udgjorde udenlandske statsborgere 1,3 procent, eller hvad der svarer til 121 personer, af de opstillede.

15 af de 121 udlændinge blev valgt ind.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx