Af Ritzau - 29/03-17 16:08; Opdateret: 29/03-17 16:49

EU forlænger omstridt gødningsfordel for danske kvægbønderEU forlænger omstridt gødningsfordel for danske kvægbønder

Ifølge Landbrug & Fødevarer havde det været yderst kritisk, hvis EU ikke havde fornyet dansk kvægundtagelse.

storybild

EU har fornyet den såkaldte kvægundtagelse, der lader danske kvægbønder udbringe mere husdyrgødning end ellers tilladt. Dog for en kortere periode end sidste gang. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Michael Bothager)

EU-Kommissionen har fornyet den såkaldte kvægundtagelse, der giver de danske kvægbønder lov til at bringe mere nitratholdig husdyrgødning ud på markerne, end reglerne egentlig tilsiger.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det var langt fra givet, at den ville blive fornyet.

Ifølge oplysninger, Berlingske tidligere har bragt, har kommissionen tøvet med at forlænge kvægbøndernes fordel. Det skyldtes ifølge avisen, at der var tvivl om, hvorvidt den danske landbrugspakke var i strid med EU's regler.

Landbrugspakken stammer fra 2016. Det var den, der kostede daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten.

Hendes efterfølger, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), ser den nye undtagelse fra EU som en blåstempling af, at Danmark efterlever EU's nitratdirektiv.

- Det har været forudsætningen for, at vi fortsat kan lade kvægbrug bruge mere husdyrgødning på deres marker. Undtagelsen vil ikke føre til en større belastning af grundvand og vandmiljø, udtaler Lunde Larsen.

Christian Lund, der er formand for Landbrug & Fødevarers kvægafdeling, roser ministeren for at have knoklet for landbrugets sag.

- Hvis ikke EU havde forlænget undtagelsen, så havde det været yderst kritisk for danske mælkeproducenter, siger han i en skriftlig kommentar.

Kvægbrug, der ønsker at gøre brug af den nye undtagelse, må fortsat udbringe op til 230 kilo kvælstof fra husdyrgødning per hektar landbrugsareal.

Havde Danmark ikke fået undtagelsen, var grænsen 170 kilo per hektar ligesom for alle andre husdyrproducenter.

Landbrug & Fødevarer hæfter sig ved, at undtagelsen denne gang kun er blevet forlænget frem til udgangen af 2018. Tidligere undtagelser har været givet for fire år ad gangen, påpeger organisationen.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet hænger det sammen med, at det er ved udgangen af 2018, at en ny målrettet arealregulering træder i kraft.

I dag er der generelle krav til landmænds brug af kvælstof. Uanset hvilke landbrugsarealer det udbringes på.

Målrettet arealregulering handler om, at man i stedet regulerer kravene efter den type landbrugsjord, der er tale om. Blandt andet ud fra jordens evne til at tilbageholde kvælstof.

Den målrettede arealregulering er en del af landbrugspakken. Og den træder i kraft i 2019, når den nye kvægundtagelse altså udløber.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx