21/11-17 18:32; Opdateret: 21/11-17 19:16

Valgforsker: Valgdeltagelse kan ende lidt under sidstValgforsker: Valgdeltagelse kan ende lidt under sidst

Valgdeltagelsen i de kommuner og valgsteder, der deltager i Ritzau-rundspørge, ligger på niveau med sidst.

storybild

København. Selv om valgstederne har haft åbent en time længere, tyder det på, at valgdeltagelsen får svært ved at nå op over det flotte resultat på 71,9 procent, som den endte på ved kommunalvalget i 2013.

Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, vurderer, at valgdeltagelsen kan ende lidt under resultatet for fire år siden, der var en rekord.

- Dengang havde vi en stigning i valgdeltagelsen i alle aldersgrupper. Derfor er det flot, hvis vi havner på niveau eller lidt under. Alt over 70 procent er et rigtig flot resultat, siger Kasper Møller Hansen.

Klokken 18 havde 56,4 af vælgerne stemt i de udvalgte kommuner og valgsteder med 423.207 stemmeberettigede vælgere, der er med i Ritzaus rundspørge.

På samme tidspunkt ved kommunalvalget i 2013 havde 56,6 været henne og stemme de samme steder.

I 2013 åbnede valgstederne klokken 9. Denne gang åbnede de som noget nyt klokken 8.

- Noget tyder på, at mange vælgere, der plejer at stemme om eftermiddagen, har været henne og stemme om morgenen mellem klokken 8 og 9, siger Kasper Møller Hansen.

Baggrunden for den flotte valgdeltagelse i 2013 var nogle meget store og målrettede kampagner for at få flere unge, indvandrere og udsatte grupper til at bruge deres stemmeret.

Som noget, der kan være med til at forklare, at valgdeltagelsen måske ikke når helt de samme højder som for fire år siden, peger Kasper Møller Hansen på, at kampagnevirksomheden denne gang har været knap så stor.

Desuden kan valgdeltagelsen være påvirket af, at der er kommet mange indvandrere, for eksempel EU-borgere fra Østeuropa, til landet, som har fået stemmeret, men som traditionelt stemmer meget lidt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx