Af Ritzau - 05/04-17 21:17; Opdateret: 05/04-17 21:38

S vil have mere lighed i næste boligskatteudspilS vil have mere lighed i næste boligskatteudspil

Hvis Socialdemokratiet skal med i boligskatteaftale, skal gevinsterne deles bredere ud, siger Nicolai Wammen.

storybild

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen (t.v.), vil have mere lighed, hvis Socialdemokraterne skal gå med til en aftale om boligskatten. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Onsdag aften har regeringen trukket sit udspil til en reform af boligskatten tilbage. Den kan ikke finde et flertal. Et af de partier, der er imod forslaget, er Socialdemokratiet.

Her forventer politisk ordfører Nicolai Wammen, at regeringens næste udspil til en skattereform i højere grad tilgodeser boligejere med billigere boliger. Det siger han i en pressemeddelelse.

- Vi mener, at der skal laves en bred aftale, som sikrer tryghed for boligejerne, og det vil vi meget gerne forhandle med regeringen. Men det skal være en socialt retfærdig aftale, som kommer hele landet til gode, siger han.

For Socialdemokratiet har regeringens udspil været uspiseligt, fordi det indeholder en fastfrysning af grundskylden, der ifølge partiet vil give ejere af dyre boliger en urimelig fordel.

- Det er min klare forventning, at regeringen har indset, at der ikke er flertal for deres forslag om en aftale om boligskat, der tilgodeser de mest velhavende boligejere, siger Nicolai Wammen.

- Derfor er jeg også sikker på, at regeringen nu vil fremlægge et mere balanceret udspil, hvor det ikke er de dyreste boliger, der får de største skattelettelser.

Også SF vil gerne snuse til et boligudspil, hvor gevinsterne er bedre fordelt geografisk.

- Nu vil vi arbejde for, at der bliver lavet en mere retfærdig aftale, som gavner hele Danmark og ikke kun dem, der har råd til de dyreste boliger, siger Lisbeth Bech Poulsen.

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, beder på Twitter regeringen om at skrue ned for ambitionerne til næste udspil.

- Vi er klar til aftale, hvis den er billigere og socialt afbalanceret, skriver han.

Finansministeren vil nu gå i "tænkeboks" over påsken og genoptage forhandlingerne.

- Det er ikke bare én knast. Det er en afvejning af forskellige ønsker op mod hinanden, siger finansminister Kristian Jensen (V) til DR.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx