16/09-17 19:03

Løhde om politikadetter: Krav om nødberedskab er praksisLøhde om politikadetter: Krav om nødberedskab er praksis

Inden for sundhedsvæsenet har man et nødberedskab, og derfor bør politikadetternes skrives ind i overenskomst.

storybild

København. Politikadetterne er nødt til at indgå i et nødberedskab i tilfælde af strejke.

Det siger innovationsminister Sophie Løhde (V), som på vegne af staten har forhandlet i ni måneder med Politiforbundet om kadetterne, der skal aflaste politiet med bevogtning og grænsekontrol.

- Vi bliver nødt til at have sikkerhed for, at nogle af politikadetterne kan træde til og aflaste politiet i tilfælde af helt ekstraordinære konfliktsituationer.

- Derfor mener jeg også, at det er rimeligt, at vi stiller krav om, at vi - ligesom det er tilfældet inden for eksempelvis sundhedsvæsnet - må have et nødberedskab, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Staten vil have et nødberedskab skrevet ind i overenskomsten, men Politiforbundet vil kun gå med til at skrive under på en hensigtserklæring.

Socialdemokratiet har kritiseret, at kadetternes overenskomst endnu ikke er kommet på plads, når det første hold med 53 kadetter blev uddannet for over to uger siden.

Det har betydet, at flere af de nyuddannede kadetter er begyndt at søge efter andre muligheder og dermed ikke står til rådighed for politiet.

Socialdemokratiet mener, at regeringen nøler.

Det affejer innovationsministeren, der er politisk ansvarlig for Moderniseringsstyrelsen, som forhandler på statens vegne.

- Jeg savner, at Socialdemokraterne kommer med konkrete løsningsforslag i stedet for bare altid at kritisere.

- Der er ingen, der nøler her. Vi er parate til at indgå en aftale i dag. Vi har bare behov for sikkerhed for et nødberedskab, nøjagtig som vi kender det fra vores sundhedsvæsen, siger Sophie Løhde.

Et flertal i Folketinget vedtog sidste år at uddanne 345 kadetter til at aflaste politiet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx