18/08-17 10:27; Opdateret: 18/08-17 10:37

S: historisk stor regning for historisk store skattelettelserS: historisk stor regning for historisk store skattelettelser

Samuelsen skylder svar på, hvem der skal betale for hans varslede store skattelettelser, mener S-formanden.

storybild

Liberal Alliance med partileder Anders Samuelsen i spidsen skylder svar på, hvorfra de vil finde pengene til de varslede historisk store skattelettelser, mener S-formand Mette Frederiksen. Scanpix/Morten Dueholm/arkiv

Silkeborg. Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, varsler historisk store skattelettelser.

Det må betyde historisk store besparelser, konkluderer Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

I forbindelse med Liberal Alliances sommergruppemøde fredag afkræver hun derfor Samuelsen et svar:

- Når man lover historisk store skattelettelser, skal man også gøre sig den umage at fortælle danskerne, hvem der skal betale for dem.

- Det er utroligt let at komme med en masse løfter. Det er Liberal Alliance blevet verdensmester i – ovenikøbet uden at indfri dem, siger hun med slet skjult henvisning til LA's tidligere ultimative krav om topskattelettelser.

Da Samuelsen i sidste uge erkendte, at det ville blive umuligt at samle flertal om skattelettelser i toppen, skrev han på Facebook:

- Regeringen kommer i stedet med et udspil med historisk store skatte- og afgiftslettelser på andre områder, blandt andet i bunden.

Det løfte kommer til at betyde "historisk store besparelser", mener Mette Frederiksen:

- Derfor synes jeg, at man skal fortælle, hvor dårlig en ældrepleje vi skal have – hvor dårlige skoler det vil få som konsekvens.

Spørgsmål: Skal det forstås som, at I på ingen måde kan se fornuft i at lette på nogen skatter og afgifter?

- Jo, vi skal hele tiden se på, om vi eksempelvis kan hjælpe vores erhvervsliv med færre afgifter. Og jeg tror da, de fleste godt kan se for sig at give en skattelettelse, hvis der vel at mærke er råd til det.

- For mig handler det om rækkefølgen: Hvis det ikke skal medføre store besparelser på folkeskole og ældre, bliver vi nødt til at sikre, at der er penge nok til velfærden, siger Mette Frederiksen.

Hun påpeger, at Christiansborg står over for et efterår, hvor udgifterne står i kø. Der skal findes penge til et nyt forsvarsforlig, bandekonflikten kræver mere politi, og så skal skatteområdet styrkes:

- Det er en række opgaver, der i vores optik står før skattelettelser.

Spørgsmål: Ser du ingen fornuft i at få ryddet op i nogle af de mange afgifter?

- Jo, der kan være fornuft i mange ting. Men det skal jo betales. Og vi skal have at vide, hvem der skal betale for det.

- Liberal Alliance får det til at lyde som om, det er gratis at gennemføre skattelettelser. Det er det jo ikke. Pengene skal tages et andet sted fra.

- Og der spørger jeg: Er det kræftbehandlingen, folkeskolen eller demente, der skal betale regningen? Det svar skylder Anders Samuelsen danskerne.

Liberal Alliance holder pressemøde klokken 11 efter partiets sommergruppemøde i Silkeborg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx