Af Ritzau - 16/04-17 10:01

Kursus lærer forældre at holde sammenKursus lærer forældre at holde sammen

Kommuner har succes med at tilbyde gravide og deres partnere undervisning før og efter fødslen.

storybild

"En god start - sammen" hedder et program for kommende forældre. Det har været så stor en succes, at flere kommuner fortsætter tilbuddet. REUTERS/David Mdzinarishvili/File Photo (Billede: Reuters/David Mdzinarishvili)

Skal den lille puttes i sin egen seng eller falde i søvn mellem mor og far, hvem i familien kan babysitte, og kan vi overhovedet blive enige, når vores egen barndom har været så forskellig.

Spørgsmålene og tvivlen står i kø hos mange nybagte forældre, og nogle af svarene fås, når usikkerheden deles i et fællesskab med andre, der også venter barn.

Ti kommuner har tilbudt kommende forældre at deltage i Sundhedsstyrelsens kursus "En god start - sammen", hvor deltagerne mødes fire gange inden fødslen og otte gange efter.

Med til møderne er sundhedsplejersker og jordemødre.

Programmet sluttede officielt i 2014, men i flere kommuner er det fortsat, blandt andet i Hjørring. Her fortæller stedfortrædende ledende sundhedsplejerske Liselotte Bredal Jensen, at alle førstegangsfødende får tilbuddet, og at over halvdelen takker ja.

- Vi gør meget ud af at tale om tilknytningen til barnet. Om at blive klar til det, og om hvor vigtigt det er at lytte til sin egen mavefornemmelse, siger Liselotte Bredal Jensen.

Også tilknytningen mellem forældrene spiller en vigtig rolle. En evaluering af programmet viser, at der er markant færre samlivsbrud blandt de gifte forældre, der har været på kursus, i forhold til forældrene i en matchende kontrolgruppe.

En forklaring kan være, at deltagerne, inden barnet bliver født, taler om deres indbyrdes forventninger.

I Vordingborg Kommune, hvor programmet også er fortsat, siger ledende sundhedsplejerske Vibeke Fogh, at mange efterfølgende fortæller, at de har lært deres partner at kende på en ny måde.

- I stedet for at det er kvinden, der kommer hjem fra en mødregruppe og fortæller, hvad hun tænker, så får parrene et fælles udgangspunkt, siger Vibeke Fogh.

Malene Pedersen og hendes kæreste, Christian, er blandt de forældre i Vordingborg, der har deltaget. Hun siger, at det betød meget, at de var sammen om at blive forberedt.

- Når vi kørte hjem, så talte vi om de emner, der havde været oppe. Når man er gravid, er der så mange følelser, og så gav det en ro i kroppen at vende ens tanker både med hinanden og med andre, siger Malene Pedersen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx