Af Mathias Tuxen - 02/09-17 15:59; Opdateret: 02/09-17 16:33

22-årige Hanne bryder stort tabu med vigtigt budskab: - Man er bare langt væk22-årige Hanne bryder stort tabu med vigtigt budskab: - Man er bare langt væk

22-årige Hanne Nielsen voksede op uden venner. Nu fortæller hun sin historie for at hjælpe andre i samme situation.

storybild

(Billede: Foto: Privatfoto Hanne Nielsen )

»Det startede, da jeg var i 13-14 års alderen. Jeg ved ikke, hvad grunden var, eller hvorfor det opstod. Måske voksede jeg bare fra mine folkeskolekammerater,« fortæller 22-årige Hanne Nielsen, som er én ud af de mere end 60.000 unge mellem 16 og 29 år, som er ensomme.

I Danmark rammer ensomhed især de unge, og det er for mange et stort tabu. Derfor sætter Hanne Nielsen nu ord på de mange år, hvor hun har kæmpet med følelsen af at være alene. Men også om den dag, hvor hun fandt hjælp og en vej ud af ensomheden. Hun håber hendes budskab kan hjælpe andre unge i samme situation.

En af de første oplevelser, som Hanne Nielsen husker, er fra Blå Mandag i 7. klasse - lige omkring konfirmationsalderen. Alle skulle gå i grupper sammen, så ingen gik alene, men alligevel gik hun rundt med følelsen af at være det tredje hjul.

At være til stede, men uden at være med.

Det blev begyndelsen på 'en cirkel af ensomhed', der fulgte hende i flere år og som nu, hvor hun er 22 år og går på en to-årig gymnasial uddannelse, stadig vender tilbage i tide og utide. Derfor bryder hun det smertefulde tabu for at hjælpe andre i samme situation.

For følelsen af ensomhed er helt speciel.

»Det er følelsen af, at man ikke har lyst til at deltage i noget, men i stedet bare vil grave sig ned. Man kan sammenligne det med at stå i hjørnet af et rum og se på alle andre, der har det sjovt. Man er bare langt væk,« forklarer Hanne Nielsen, der også har fortalt om ensomheden til Alt for Damerne.

Hun havde ikke lang tid tilbage af sin tid i folkeskolen, da følelsen af ensomhed først begyndte at dukke op i hendes liv, så hun valgte ikke at reagere på den. Hun skulle alligevel videre i livet snart. Hun begyndte efterfølgende i 10-klasse, hvor det i starten gik bedre med at få venner, være social og bare tale med nogen, men efterhånden gik det igen ned ad bakke. Den samme historie - eller cirkel som Hanne Nielsen kalder det - udspillede sig igen.

»Det var især hårdt, når jeg var på skolen. Jeg ønskede inderligt, at jeg var med i gruppen af personer, der havde det sjovt sammen. At jeg ikke kun så på.«

Da Hanne Nielsen senere begyndte på en erhvervsuddannelse som 16-årig var det igen en ny start, et nyt sted og nye mennesker. Vigtigst af alt var det også en mulighed for endelig at bryde tabuet og gøre noget ved ensomheden.

»Min mor foreslog, at jeg kontaktede Ventilen (en frivillig organisation, der hjælper ensomme unge til at finde en vej ind i fællesskabet, red.). De havde åbent hus i Hillerød, hvor vi tog forbi og talte med dem. Der gik et helt år, før jeg begyndte at komme i Ventilen, for jeg skulle først tage mig sammen og tage springet,« fortæller Hanne Nielsen.

»Det var grænseoverskridende. Man kender jo ingen, og jeg var kun 16 år på det tidspunkt, så jeg følte mig meget ung i forhold til at søge hjælp.«

Hanne Nielsen begyndte at komme én gang om ugen hos organisationen Ventilen, hvor hun lærte at smalltalke med jævnaldrende, starte en samtale og vigtigst af alt - hun lærte, at der ikke var noget galt med hende.

»Jeg så det ikke som et nederlag, for jeg vidste, at jeg var alene, men jeg havde bare aldrig kaldt det ensomhed før. Jeg kom i Ventilen én gang om ugen, og det var noget, som jeg kunne se frem til i løbet af ugen. Noget positivt.«

Hendes grænseoverskridende valg bar også frugt, da hun begyndte på en erhvervsuddannelse. Hun havde nu værktøjer, der hjalp hende med at finde en gruppe veninder, hun kunne være sammen med. De sad sammen i timerne, lavede gruppearbejde og spiste sammen.

I dag studerer Hanne Nielsen HF på VUC Nordsjælland i Hillerød. Når hun tænker på de mange tusind unge, som kæmper med ensomhed i Danmark, er hun overbevist om, at de sociale medier, som Facebook og Instagram, gør det meget sværere for de unge i dag.

»Når alle deler deres oplevelser sammen med venner på de sociale medier, så gør det endnu mere ondt, hvis man er ensom og ville ønske, at man selv kunne være en del af den glæde,« siger hun.

Selvom Hanne Nielsen ikke betegner sig selv som ensom mere, så vender følelsen alligevel tilbage engang imellem. Den kommer og går.

»Jeg tager det ikke så tungt mere, for det er normalt med op og nedture, når det kommer til ensomhed. Det er aldrig sjovt at sidde for sig selv, når man kun er 22 år. Jeg accepterer det nu, men jeg ved også, at man selv skal gøre en indsats for at løse det. Man skal selv gå over til nogen. Det lærte jeg i Ventilen,« siger Hanne Nielsen og tilføjer:

»Mange ved formentlig ikke, hvad de skal gøre ved problemet. Det vigtigste er bare, at de taler med nogen - forældre, lærere eller en læge, som de har tiltro til.«

Hun beskriver sig selv som en stille type, der først skal være tryg ved folk, før hun slipper tøjlerne og åbner op. Og det er helt fint, for alle er forskellige.

Hun er dog ikke længere bange, når hun skal starte et nyt sted eller møde nye mennesker for første gang. Det er hele forskellen.

For Hanne Nielsen er det derfor også vigtigt, at andre unge husker på, at der ikke er noget galt med dem. De er ikke alene med ensomheden.

»Der er ikke noget i vejen med dem, hvis de føler sig ensomme. Det er vigtigt, de ved det. Dengang, jeg var teenager, ville jeg ikke snakke med andre om det, derfor bryder jeg tabuet i dag for at sige til andre, der sidder derude og er ensomme: I er ikke alene, og der er hjælp at få.«

Mellem 5 og 10 procent af danske unge mellem 13 og 25 år føler sig ensomme hver dag - og det kan have alvorlige konsekvenser for dem. Deres ensomhed har mange ansigter og kan være svær at genkende, når man møder den.

At bryde ensomhedens onde cirkel handler om at tale sammen. At bryde tabuet, turde tage det første skridt og invitere den ensomme unge til at have kontakt.

Bryd tabuet

Tag problemet alvorligt

Skab og støt stærke fællesskaber

Hjælp dem ind i fællesskabet

Hav modet til at tage kontakt og inviter til dialog - giv en stående invitation til den unge om at tale sammen, også hvis den unge i første omgang er afvisende.

Ventilen har 15 mødesteder rundt om i Danmark. Her mødes unge og frivillige og snakker og hygger. Ofte laver man mad sammen, går i biffen eller sidder og spiller spil.

Mødestederne er et tilbud til ensomme unge i alderen 15-25 år.

Kontakt Ventilen

Hvis du vil høre mere om ensomhed eller Ventilen så kan du kontakte os på info@ventilen.dk eller telefon 70 208 308.

Kilde: Ventilen

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx