Af Ritzau - 18/01-17 11:12; Opdateret: 18/01-17 11:30

Lars Løkke vil rydde op i VollsmoseLars Løkke vil rydde op i Vollsmose

Løkke besøger torsdag Vollsmose med meldingen om, at der skal ryddes op i gaderne og skabes en fremtid.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager torsdag på besøg i Vollsmose i Odense. Her er han fotograferet under et tidligere besøg på Abildskolen i Vollsmose. Abildskolen var på tidspunktet for besøget en af de skoler med flest elever af anden etnisk herkomst end dansk. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager torsdag den 19. januar på besøg i boligområdet Vollsmose for at høre om de udfordringer, som området står over for.

Samtidig lægger statsministeren op til en hårdere kurs over for rockere og bandemedlemmer:

- Lige nu er vi vidner til, at hensynsløse kriminelle skaber utryghed i et helt boligområde i Odense. Det skal bremses.

- Derfor vil regeringen sætte hårdt mod hårdt og give myndighederne de nødvendige redskaber for at sætte maksimalt pres på eksempelvis rockere og bandemedlemmer. Vi skal rydde op i gaderne, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Under besøget vil repræsentanter fra Odense Kommune og politiet fortælle om arbejdet med at skabe tryghed for beboerne i området. Statsministeren skal også tale med unge fra området om deres fremtid.

- Danskerne skal trygt kunne færdes i deres nabolag. Jeg glæder mig til at høre om de erfaringer, som beboere og myndigheder har i Vollsmose, så vi kan blive klogere på, hvordan tryghed også her bliver en selvfølge, siger Lars Løkke Rasmussen.

Besøget skal give inspiration til, hvordan børn og unge får de bedste forudsætninger for at forfølge deres ambitioner.

Statsministeren besøger derfor også Teknologiskolen, hvor børn og unge med interesse for teknologi kan prøve kræfter med eksempelvis robotbygning og softwareundervisning i deres fritid.

- Det er vigtigt for mig, at alle børn og unge får greb om deres fremtid. Uanset om de bor i Vollsmose eller Vordingborg.

- Alle skal med, og det er jeg sikker på, at jeg får masser af inspiration til – både af de unge i Vollsmose og på Teknologiskolen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx