26/11-17 22:02; Opdateret: 27/11-17 06:31

DF og EL vil åbne for gamle sager om svigt af misbrugteDF og EL vil åbne for gamle sager om svigt af misbrugte

Forældelsesfristen i sager om svigt af misbrugte børn skal gælde med tilbagevirkende kraft, mener partier.

storybild

Sager om myndigheders svigt af misbrugte børn skal ikke kunne forældes - og det skal gælde med tilbagevirkende kraft, mener DF og Enhedslisten. Free/Colourbox

København. En ny lov om at fjerne forældelsesfristen ved offentlige myndigheders svigt i misbrugssager af børn skal gælde med tilbagevirkende kraft.

Det mener DF og Enhedslisten, skriver Jyllands-Posten.

Partierne vil dermed åbne for gamle sager, som tidligere har været afvist med henvisning til forældelsesfristen.

Forslaget er et ændringsforslag til en ny lov, som skal træde i kraft i det nye år og fjerne forældelsesfristerne. Som det er nu, vil loven kun gælde fremtidige sager og dem, der endnu ikke er forældede.

- Der er mennesker, som er blevet udsat for grove svigt fra myndighedernes side, og de skal have mulighed for at søge erstatning. Det er kun rimeligt. Vi kan ikke være andet bekendt, siger retsordfører Rune Lund (EL) til Jyllands-Posten.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, er skeptisk over for forslaget fra EL og DF. Han siger blandt andet til avisen, at man stiller sagsøgeren "urimelig dårligt rent bevismæssigt".

Tidligere er sagen om drengehjemmet Godhavn, hvor drenge blev udsat for fysisk og psykisk terror og misbrug, eksempelvis blevet afvist på grund af forældelse.

Retsordfører Trine Bramsen (S) påpeger, at Socialdemokratiet har stået forrest i forhold til at give en undskyldning til Godhavnsdrengene.

- Så vi synes, at alt hvad man kan gøre for at sikre, at den type af sager kan genoptages, skal gøres.

- Men som vi forstår det, er der store juridiske problemer i det ændringsforslag. Det er klart, at vi kan ikke indføre noget, der er ulovligt. Derfor afventer vi en juridisk afklaring fra Justitsministeriet, siger hun til Ritzau.

Poul-Erik Rasmussen, der boede på Godhavn i 1960'erne, havde lagt sag an mod Børne- og Socialministeriet, men fik den afvist, fordi den var forældet.

Han hilser DF og EL's forslag velkommen og håber, at det går igennem. I så fald vil han måske prøve sagen om Godhavn i retten igen.

- Men jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt, at vi skal gøre det. Fordi vi vil meget nødig have den undskyldning, som er påbudt staten at give. Vi vil gerne have den fra hjertet.

- Men jo, kan vi ikke komme andre veje gennem, og hvis det ikke lykkes os at få den undskyldning på anden måde, så går vi i retten igen, siger han.

Rådet for Menneskerettigheder giver i år Menneskerettighedsprisen, der har været uddelt siden 2014, til Poul-Erik Rasmussen på vegne af foreningen Godhavnsdrengene.

Han får den for sit "utrættelige arbejde for at skabe retfærdighed for de mange anbragte børn, der over tid har været udsat for myndighedssvigt".

- Det er så overvældende. Det er et kæmpe skulderklap, siger Poul Erik Rasmussen om at få tildelt prisen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx