06/04-18 07:02

Gå i køkkenskabet og få forårsfine vinduerGå i køkkenskabet og få forårsfine vinduer

Opvaskemiddel, vand og en skvis klar husholdningseddike er alt, du skal bruge for at få pæne ruder igen.

storybild

Drop at pudse vinduet med aviser. Førhen var tryksværten blybaseret og havde en polerende effekt. I dag er sværten sammensat på en anden måde og har ikke længere den polerende effekt, lyder det fra Boligejernes Videncenter, Bolius. Free/Colourbox.com

København. Solens spæde stråler strømmer så småt ind gennem vinduerne, men har vinteren efterladt en leverpostejlignende overflade, kan det forpurre udsynet.

I de fleste køkkener kan man dog nemt finde det, man skal bruge for få krystalklare ruder igen - vand, opvaskemiddel og en skvis husholdningseddike.

Det giver nemlig et pænere resultat at hælde en smule klar husholdningseddike i sæbevandet. Det binder kalken i vandet og forhindrer, at der kommer hvide striber på ruderne, lyder rådet fra rengøringsekspert Louise Grønhøj, indehaver af Basic Clean.

- Putter man husholdningseddike i sæbevandet, gør det vandet blødt. Blødt vand efterlader ikke hvide striber og pletter på samme måde, som hårdt vand kan gøre det, siger hun og fortsætter:

- Har man en kondenstørretumbler, kan man bruge det vand, der samles op der. Det bliver nemlig kalkfattigt, tilføjer Louise Grønhøj.

Ifølge John Jørgensen, der er direktør for Sammenslutningen af Polermestre, skal man hælde sæbe i svarende til en almindelig opvask.

Sæb ruden ind, og kør en skraber over, der er beregnet til vinduespudsning. Den fra badeværelset duer ikke.

- Vask ruden med skraberen i en hurtig nedadgående, glidende og slangende bevægelse. Hak og stød ikke ind i kanten på vinduet, for så efterlader man vand, siger han og uddyber:

- Det er alfa og omega ikke at efterlade vand, så kig bagud og ikke fremad, når man vasker vinduer. Ser man et fugtigt eller vådt stykke på ruden, så er det tilbage og hente det. Ellers efterlader det striber, forklarer John Jørgensen.

Louise Grønhøj anbefaler, at man bruger en skraber af blødt naturgummi.

- Naturgummi slutter bedre og tættere til ruden. Hårde skrabere kan derimod hoppe hen over vinduet, siger hun.

Når man går i gang med spand og skraber, kan man lave en lille, tør bane i den ene side af ruden med et håndklæde, et viskestykke eller en gammel T-shirt.

- Når man sætter skraberen ned i en tør bane, slutter den endnu mere fast til ruden og kører bedre, end hvis man bare klasker skraberen op på en fugtig rude, for så perler vandet af, forklarer Louise Grønhøj.

Selv om der findes mange produkter på markedet til formålet, anbefaler hun stadig at gå i køkkenskabene.

- Put god musik i ørerne og kaffe i koppen, og puds vinduerne på den gode, gammeldags måde med vand, sæbe og et skvis husholdningseddike.

- Man kan godt pifte ruderne op med glasrens efterfølgende, men det fjerner ikke den beskidte film på vinduerne. Sprit og glasrens damper for hurtigt af, så det er mere et poleringsmiddel, mener Louise Grønhøj.

Fakta: Rene vinduer

- Vask vinduesrammer og -karme et par gange årligt med en fugtig klud med en smule universalrengøring på.

- Tør efter med en tør klud. Vask rammerne, før vinduerne vaskes.

- Vask vindueskarmen, efter at vinduerne er vasket.

- Drop at pudse vinduet med aviser. Førhen var tryksværten blybaseret og havde en polerende effekt. I dag er sværten sammensat på en anden måde og har ikke længere den polerende effekt.

Kilde: Bolius.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Blev kendt som 'Mini Me': Austin...
bt.dk
Barcelona-stjernens sidste finale:...
bt.dk
Kraftig brand i villa: Politiet beder...
bt.dk
Chefforhandler: 'Vi ved alle sammen,...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx