28/11-17 07:16; Opdateret: 28/11-17 10:19

Samuelsen: Vi er blevet stærkere af at være i regeringSamuelsen: Vi er blevet stærkere af at være i regering

LA har måttet æde tilbageslag for at være med i regeringen, erkender partileder. Men han fortryder ikke.

storybild

Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej. Sådan skriver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) om det første år i regering. Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv

København. Under trusler om at trække tæppet væk under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lykkedes det for et år siden partileder Anders Samuelsen (LA) at bringe sit parti ind i regeringen sammen med Venstre og Konservative.

VLAK-regeringen fylder med andre ord et år. Og selv om Liberal Alliance undervejs har måttet ofre nogle mærkesager, så har Anders Samuelsen ikke fortrudt et sekund.

Det skriver han i en længere facebookopdatering tirsdag morgen.

- Selvfølgelig æder vi også et tilbageslag i ny og næ. Men dem åd vi og du altså flere af, før vi kom i regering - de andre lavede jo bare al mulig politik uden om Liberal Alliance, skriver Samuelsen.

- Mange spåede, at vi ville kollapse, når vi tog ansvar. Det er ikke sket. Langt fra. Selvfølgelig har vi skullet lære. Og vi er om muligt skydeskive for endnu flere, end før vi stillede os op der, hvor indflydelsen er størst.

Liberal Alliance ligger i øjeblikket til 5,5 procent af stemmerne i Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af seks meningsmålinger. Dermed ville partiet gå tilbage fra de 7,5 procent, det fik ved valget i 2015, hvis der var valg nu.

Alligevel mener Anders Samuelsen, at regeringsdeltagelsen har styrket LA.

- Jeg synes, at vi er blevet stærkere. Vi har fået testet vores fællesskab og vores partikultur, skriver han.

- Enkelte er løbet bort, fordi ikke alt er, lige præcis som de synes, det skal være, eller fordi tålmodigheden slap op. Men sådan er det at være i en liberal alliance: Ingen får deres vilje 100 procent.

Anders Samuelsen er udenrigsminister i VLAK-regeringen. Derudover er LA's ministre undervisningsminister Merete Riisager, transportminister Ole Birk Olesen, kulturminister Mette Bock, ældreminister Thyra Frank og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Blandt de LA-sejre, Samuelsen fremhæver, er lavere registreringsafgift på biler, lavere afgifter på en lang række varer, færre bindende mål i folkeskolen, indførelsen af socialt frikort og en "mere fokuseret" udenrigspolitik.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der ligesom Samuelsen kan fejre sit første år som minister, lover i et væsentligt kortere facebookopslag om mærkedagen at fortsætte " det hårde arbejde for et friere, rigere og mere trygt Danmark".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx