08/09-13 16:20; Opdateret: 08/09-13 16:41

S ikke skræmt efter endnu elendig meningsmålingS ikke skræmt efter endnu elendig meningsmåling

Socialdemokraterne ryster ikke på hånden, selv om regeringen stadig får hug i ny meningsmåling.

storybild

Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke er ikke skræmt over den seneste dårlige meningsmåling. (Billede: Polfoto)

Socialdemokraterne nægter at lade meningsmålinger forstyrre den kurs, partiet har lagt for at føre Danmark ud af de økonomiske trængsler.

Var der valg i morgen, ville partiet få 20,4 procent. Det viser en måling, Voxmeter har foretaget for Ritzau.

LÆS OGSÅ: Helle går lidt frem - men rød blok går samlet tilbage

Og selv om, det er en lille stigning i forhold til målingen for en måned siden, har Socialdemokraterne stadig mistet fire procentpoint af vælgerne i forhold til valget i 2011.

Og hele den røde blok ville - ifølge målingen - samlet set kun kunne mønstre en vælgeropbakning på 44 procent.

Tallene ryster dog ikke Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, der peger på, at regeringen tager et langt, sejt træk for at få Danmark ud af den økonomiske krise og derfor ikke kan spekulere i meningsmålinger.

- Vi tror på vores sag, og vi er fast besluttet på at føre vores politik ud i livet.

- Det er alt, alt for tidligt at fælde nogen som helst dom over det kommende valg. Vi er kun halvvejs inde i valgperioden, og vi har lige nu vores fokus rettet på at føre Danmark ud af krisen, siger Magnus Heunicke til Ritzau.

Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet vurderer dog, at Socialdemokraterne får mere end svært ved at vinde vælgernes gunst tilbage inden det kommende valg.

- Nedturen har været historisk. Der er ikke noget regeringsparti, der har tabt så meget på så kort tid, så der skal en historisk udvikling til, hvis de skal vende tallene.

Men den dom får ikke Socialdemokraterne til at ryste på hånden.

- Jeg ved godt, at der er kommentatorer og valgforskere, der fælder forskellige domme hele tiden, og det må de så gøre. Det ryster os sådan set ikke. Vi tror så meget på vores sag, og vi synes, den er vigtigere end meningsmålinger og ekspertdomme.

- Historien er fuld af valgforskere, der har dømt Socialdemokraterne ude, og vi er hver gang kommet tilbage, fastslår Magnus Heunicke.

Socialdemokraterne er siden august gået 1,6 procentpoint frem. De to andre regeringspartier, De Radikale og SF, mister derimod terræn og går henholdsvis 1,4 og 0,8 procentpoint tilbage til 7,9 og 5,5 procent i forhold til sidste måneds måling.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx