Af Mads Brandsen - 07/09-17 21:23

Dansk studerende købte champagne og strip på rumænsk natklub – og klagede så til bankenDansk studerende købte champagne og strip på rumænsk natklub – og klagede så til banken

En dansk studerende brugte mere end 20.000 kroner i Rumænien og skrev efterfølgende en klage til sin bank.

storybild

(genrefoto). (Billede: IRIS)

Det blev en dyr omgang, da en dansk studerende sidste sommer var på studietur med sin skole i Rumænien.

Sammen med nogle venner tog han på en stripklub, selv om han 'normalt ikke bryder sig om konceptet'. Her endte han med at bruge 20.648,17 kroner på sit Visa/Dankort, skriver han i en klage til Pengeinstitutankenævnet, hvortil han har klaget sin nød.

Manden mener ikke, han har foretaget de pågældende transaktioner og har i første omgang klaget til sin bank, Jutlander Bank, der har afvist klagen med henvisning til, at alle transaktionerne var gennemført ved aflæsning af chip og pinkode, at han underskrev kvitteringerne, og at manden erkendte at have været i besiddelse af kortet på hele turen til Rumænien.

'Efterfølgende er jeg blevet fortalt af mine venner, at jeg var i baren mange gange og der gennemførte flere transaktioner med mit dankort, derfor forsøgte de også at stoppe dette, men forgæves da de blev ledt væk af flere medarbejdere fra klubben,' forklarer manden.

'Yderligere er jeg blevet fortalt, at de køb jeg har gjort, har været hele champagneflasker, men når jeg har købt en flaske har personalet skænket et glas af denne flaske, hvorefter de er gået væk med flasken, for at komme tilbage med den samme flaske igen og sælge den på ny,' fortsætter han.

Hvad der konkret skete, husker manden selv ikke, og det er nyt for ham at stå i den situation efter en bytur.

'Denne opførsel kan jeg på ingen måde nikke genkendende til, da jeg aldrig har misbrugt mit dankort, og jeg mener selv, at jeg generelt ikke bruger mange penge, og jeg har aldrig brugt mere end 500 kr. på en aften i byen, heller ikke når jeg har været fuld,' erkender han.

Nogen må derfor have puttet i hans drink, lyder hans egen teori.

'Noget der yderligere begrunder min mistanke er, at vi forud for vores besøg på stripklubben blev vist rundt i byen af en mand fra Rumænien. Denne mand gik med op på klubben kort, herefter forsvandt han. Efterfølgende har andre fra skolegruppen fundet ud af, at manden er pusher. Derfor kunne man godt få den mistanke, at denne mand er indblandet i sagen.'

Men den købte banken altså ikke - og det gør Pengeinstitutankenævnet heller ikke.

'Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget af klageren selv eller med klagerens samtykke. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen', hedder det i afgørelsen.

Manden får derfor klagegebyret på 200 kroner retur og må altså også selv bøffe de 20.648,17 kroner for byturen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx