Af Ritzau - 21/04-17 22:31

Borgmestre er klar til at huse politiskole midlertidigtBorgmestre er klar til at huse politiskole midlertidigt

Fire kommuner, der bød på at huse den nye politiskole, er klar til at lægge bygning til skolen midlertidigt.

storybild

Den nye politiskole i Vejle er først klar til indflytning i 2020 (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

De blev afvist i første omgang, men nu melder fire ud af seks kommuner sig klar til midlertidigt at huse landets nye politiskole.

Det skriver Jyllands-Posten lørdag.

I januar blev det besluttet, at skolen skal placeres i en forladt sygeplejeskole i Vejle frem for i helt nye bygninger i Herning, som det først blev besluttet.

Siden da har det dog vist sig, at skolen først står klar til indflytning i 2020.

Og nu melder en række borgmestre fra de kommuner, der bød på at huse den nye politiskole, sig klar til midlertidigt at lægge bygning til skolen.

Heriblandt Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S).

- Det er ufatteligt, at det kommer dertil. Men jeg er helt sikker på, at vi er klar til at stille kasernen i Sønderborg til rådighed fra 1. november i år, siger Sønderborgs borgmester til Jyllands-Posten.

Ud over Sønderborg melder kommunerne Haderslev, Frederikshavn og Ikast sig klar til at træde til med midlertidige bygninger til skolen.

I Haderslev har man sågar bygninger klar til nærmest øjeblikkelig indflytning, lyder det fra kommunens Venstre-borgmester, H.P. Geil.

- Hvis der er brug for en midlertidig placering, kan de bruge den i Haderslev. Staten ejer allerede Haderslev Sygehus, og der står 43.000 kvadratmeter, som de kan flytte ind i i løbet af en uge. Vi er med på den, siger han.

Snakken om en placering af en midlertidig politiskole kommer i kølvandet på justitsminister Søren Pape Poulsens (K) udtalelser torsdag.

Her erklærede justitsministeren sig klar til at kigge på alternative løsninger.

- Når der er et ønske fra partierne om at kigge på det, så ser vi på, hvad der er muligt. Det er ikke bare noget, man lige gør. Det kræver et stort setup at uddanne betjente andre steder som en midlertidig løsning, siger han til Ritzau.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx