25/09-17 23:10; Opdateret: 26/09-17 00:17

Danmark har budt 1,7 milliarder kroner på EU-agenturDanmark har budt 1,7 milliarder kroner på EU-agentur

Dansk Folkeparti og SF sår tvivl om opbakning til bud på EU's lægemiddelagentur efter nye oplysninger om pris.

storybild

København. Interne regeringsdokumenter viser, at regeringen budgetterer med at bruge 1,7 milliarder kroner fra statskassens råderum til at betale udgifterne i to årtier til EU's lægemiddelagentur (EMA).

Det skriver Politiken tirsdag.

31. juli i år afgav regeringen det officielle danske tilbud i kampen om at få EMA til landet uden at fortælle om prisen.

Før sommerferien havde Folketingets Finansudvalg sagt ja til at bruge 49 millioner kroner på at reservere Copenhagen Towers i tilfælde af, at lægemiddelagenturet bliver placeret i Danmark.

Dansk Folkeparti gør det dog klart, at regeringen ikke bare kan regne med opbakning til de 1,7 milliarder kroner på forventet efterbevilling.

- Vi har satset 49 mio. kr. Det er også mange penge. Men derfra og til at sige, at man kan tage for givet, at så vil vi nok også bruge et par milliarder kroner ekstra – ja, det har vi ikke sagt ja til, siger finansordfører Rene Christensen (DF) til Politiken.

Regeringen har tilbudt EU at lade den danske statskasse betale for husleje, drift, it-faciliteter, vand, varme, el og meget andet i 20 år, hvis unionen vil placere EU’s lægemiddelagentur i København.

SF's finansordfører Lisbeth Bech Poulsen kritiserer regeringen for at have skabt en "rådden proces", fordi der ikke er spillet med åbne kort om prisen for ansøgningen.

I en skriftlig kommentar forklarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), at "Folketinget selvsagt (vil, red.) blive behørigt inddraget i forhold til godkendelse af de konkrete udgiftsposter", hvis EMA ender med at komme til Danmark.

Hun nævner, at regeringen aktuelt bruger kræfterne på at sikre EMA’s placering i Danmark.

- Jeg vil da opfordre mine politiske kolleger til at bruge deres kræfter på tilsvarende at arbejde aktivt for, at EMA kommer til Danmark, skriver ministeren til Politiken.

Både SF og DF er som udgangspunkt positive over for at forsøge at få EMA til København.

René Christensen påpeger dog, at der "nogle gange er grænser for, hvad man vil betale for en gave", mens SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, er vred over, at Folketinget ikke har fået indsigt i de faktiske udgifter.

Socialdemokratiet afviser at kommentere processen, men bakker regeringen op.

- Vi ønsker at få det her agentur, udtaler finansordfører Benny Engelbrecht (S) til Politiken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx