Af Ritzau - 03/03-17 12:20

Anonymt tip førte til sag om mishandlet dreng i HelsingeAnonymt tip førte til sag om mishandlet dreng i Helsinge

To kvinder er tiltalt i sag mishandling. Den ene tvang en dreng til at slikke på en hunds kønsdel.

storybild

Fredag startede en sag i Retten i Helsingør mod to kvinder, der anklages for at have mishandlet en mor og en otteårig dreng. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Det var et anonymt telefonisk tip, der i juli 2016 førte til, at politiet kunne begynde efterforskningen af en sag om mishandling af en mor og hendes otteårige søn.

Det fortæller sagens anklager, Margit Wegge, da hun fredag i Retten i Helsingør opremser de mange anklager mod to tiltalte kvinder, der er en 35-årig dansker og en 46-årig kvinde fra Thailand.

De to kvinder er blandt andet tiltalt for menneskehandel, mishandling, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, vold og trusler.

Imens anklagerne oplæses, sidder den thailandske kvinde, der har langt mørkt hår, stille. Det samme gør den kortklippede mørkhårede dansker, der indimellem trækker på smilebåndet.

Efter det anonyme tip i juli dukkede politiet sammen med kommunen op ved et hus i Helsinge. Her mødte politiet de to tiltalte kvinder samt den thailandske mor, hendes søn og en fjerde kvinde.

Politiet undersøgte huset, og kommunen tvangsfjernede drengen. Det var dog først i midten af september, at politiet mente, at det havde tilstrækkelige beviser mod de tiltalte kvinder.

I løbet af efterforskningen i sagen ransagede politiet flere gange huset i Helsinge, hvor politiet mener, at de to tiltalte kvinder i over et år tvang en thailandsk kvinde til at prostituere sig og mishandlede kvindens søn.

Ved den sidste ransagning fandt politiet blandt andet en nedgravet telefon i haven.

De tiltalte blev varetægtsfængslet 17. september og har været fængslet siden. De nægter sig begge skyldige i samtlige anklager.

Listen af anklager mod kvinderne er lang. Ifølge anklageren har begge kvinder tvunget den thailandske mor til at prostituere sig i huset i Helsinge.

De skal også have slået og sparket drengen, mens han var nøgen, tvunget ham til at gå i dametøj og låst ham inde i et skur i to dage.

Den danske kvinde har ifølge anklageren også tvunget drengen til at slikke på en hunds kønsdele. Desuden skal hun have spyttet og trampet på den thailandske mor.

Der er afsat syv dage til retssagen, og der skal afhøres ti vidner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx