Af Ritzau - 12/06-17 08:20; Opdateret: 12/06-17 11:02

Amagerbankens top er lettet over frifindelse til 900 millionerAmagerbankens top er lettet over frifindelse til 900 millioner

Det var en gruppe ordknappe advokater, der forlod retten i Lyngby efter frifindelse af Amagerbankens ledelse.

storybild

Tidligere direktør i Amagerbanken Jørgen Brændstrup (th) er sammen med den tidligere ledelse blevet frifundet ved en større erstatningssag ved retten i Lyngby. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Der blev ikke sagt mange ord. Men der blev udvekslet brede smil og håndtryk, da Amagerbankens tidligere ledelse, inklusive topchefen Jørgen Brændstrup og bestyrelsesformand N.E. Nielsen, mandag morgen blev frifundet i retten i Lyngby.

Finansiel Stabilitet havde sagsøgt gruppen for samlet 900 millioner kroner for tre udlån foretaget af banken, som Finansiel Stabilitet endte med at overtage under krisen.

- Jeg er glad og lettet. Og det er jeg sikker på, min klient også er, siger advokat Lars Kjeldsen. Han har repræsenteret Amagerbankens tidligere direktør Jørgen Brændstrup ved erstatningssagen i Lyngby.

Efterfølgende har daværende bestyrelsesformand og advokat N.E. Nielsen også udtrykt sin glæde over frifindelsen.

- Jeg er naturligvis meget lettet og taknemmelig for, at vi har haft advokater, der har haft både evne og vilje til at forstå og beskrive, hvad det vil sige at have ansvaret for et pengeinstitut, skriver han.

Advokaterne for Finansiel Stabilitet forlod retten uden et ord til pressen og knapt uden et ord til hinanden. Næsten lige så ordknappe - men noget mere smilende - forlod også de anklagedes advokater retten omgivet af journalister.

Sagen mod Amagerbankens tidligere administrerende direktør Jørgen Brændstrup, bestyrelsesformand N.E. Nielsen og andre medlemmer af ledelsen går ikke på bankens konkurs i 2011.

Men Finansiel Stabilitet, der overtog banken efter dennes krak, krævede 900 millioner kroner i erstatning for tre konkrete udlån, der faldt sammen efter krisen.

Finansiel Stabilitet mener, at ledelsen i banken opførte sig uansvarligt i forhold til de tre udlån. Udlånene løb op i langt over en milliard kroner. Finansiel Stabilitet har argumenteret for, at lånene blev givet på forkert grundlag.

Lånene til ejendomsprojekter mistede værdi, da ejendomsmarkedet krakkede under krisen. Det udløste store tab i Amagerbanken.

Udlånene blev givet til farverige personligheder som eksempelvis bokseren Hans Henrik Palm og investoren Henrik Ørbekker.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx