Af Ritzau - 19/01-17 04:31

Halvt år siden Emilie forsvandt: Drabsmand mangler stadigHalvt år siden Emilie forsvandt: Drabsmand mangler stadig

Politiet er stadig på jagt efter den person, der har dræbt Emilie Meng, som forsvandt i Korsør i juli 2016.

storybild

Den 17-årige Emilie Meng, der forsvandt i Korsør i juli, bliver begravet torsdag. Hun blev fundet død i en sø 24. december, og politiet efterforsker hendes død som en drabssag. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Lidt mere end seks måneder efter 17-årige Emilie Mengs forsvinden er der stadig ingen mistænkt drabsmand i sagen.

Torsdag bliver den unge pige begravet i Sankt Povls Kirke i Korsør, hvor personer, der kendte Emilie Meng og hendes familie, vil deltage.

Politiet har, siden hun forsvandt 10. juli, haft en omfattende eftersøgning i gang, og juleaften fandt politiet hendes lig i en sø ved Borup på Sjælland. Men fundet har endnu ikke ført til en anholdelse.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har dog stadig masser af arbejde i sagen, for siden fundet af liget 24. december er det strømmet ind med henvendelser fra borgere, der mener at vide noget.

Flere end 250 personer er kommet med tip, som politiet stadig arbejder med at undersøge.

Sidst Emilie Meng blev set i live, sagde hun farvel til sine veninder på Korsør Station efter en bytur. Senere samme dag skulle hun have været på arbejde som kirkesanger, men dukkede aldrig op.

Siden gik en omfattende eftersøgning i gang, hvor der blandt andet blev søgt i flere haveforeninger i lokalområdet uden held. Desuden undersøgte politiet, hvilke telefoner der har været tændt i det område, hvor hun forsvandt.

Senere blev et hus i Korsør også ransaget flere gange, men det førte heller intet med sig.

Ransagningerne skete, efter at nogle personer havde aflyttet adressen og mente, at de kunne høre lyde fra en indespærret person. Personerne i huset har siden meldt personerne bag aflytningen til politiet.

Juleaften blev Emilie Meng så fundet død, og kort efter meldte politiet ud, at det er overbevist om, at hun er blevet udsat for en forbrydelse.

Politiet formoder, at hun blev slået ihjel kort tid efter, at hun forsvandt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx