Af Ritzau - 05/12-16 21:29; Opdateret: 06/12-16 04:13

De nye regeringspartier i opgør om folkekirkens fremtidDe nye regeringspartier i opgør om folkekirkens fremtid

Staten bør ikke betale for præstelønninger og forkyndelse, mener den nye kirkeminister Mette Bock.

storybild

Staten bør ikke betale for præstelønninger og forkyndelse, hvis det står til den nye kirkeminister, Mette Bock (LA). (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Den nye regering er kommet i splid med sig selv om, hvordan folkekirken skal indrettes.

Staten bør ikke betale for præstelønninger og forkyndelse, hvis det står til den nye kirkeminister, Mette Bock (LA). Det skriver Jyllands-Posten.

I længere tid har hun presset på for en økonomisk adskillelse af kirkelige aktiviteter og stat, og det arbejde har hun ikke lagt på hylden i sin nye rolle som minister - til stor frustration for regeringsfællerne i De Konservative.

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af kirkens medlemmer via kirkeskatten.

Med den ordning er personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, altså også med til at betale præsternes løn.

- Fra alle mulige sider bliver kirken angrebet for, at andre skal være med til at betale for en forkyndelse, siger Mette Bock til Jyllands-Posten.

- Hvis man kan skabe større gennemsigtighed og klarhed ved at sige, at kirkeskatten skal betale for de aktiviteter, som er medlemsrettede i folkekirken, mens staten selvfølgelig skal betale for de aktiviteter, der kommer alle til gode, vil det skåne folkekirken for noget af den kritik.

Mette Bock nævner bevarelse af kulturarv og kirkegårdsvedligeholdelse som eksempler noget, der kommer alle til gode.

Ministeren afventer en række økonomiske beregninger på konsekvenserne af en adskillelse. Beregningerne skal være klar inden årets udgang.

De Konservative er lodret uenige i, at der skal ændres i statens økonomiske tilskud til præstelønninger.

- Det er småligt at fokusere så meget på den andel af præstelønningerne, der kommer fra staten, siger kirkeordfører Naser Khader til Ritzau.

- Jeg er selv muslim og ikke medlem af folkekirken, men jeg betaler gerne min del til præstelønninger, fordi kirken spiller en meget stor rolle for den enkelte danskers højtider som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Venstre vil afvente de økonomiske beregninger.

- Jeg vil ikke afvise, at der kan være fornuft i, at kirken betaler kirken, og staten betaler staten - og at kulturarv er en del af staten, siger partiets kirkeordfører, Carl Holst.

Dansk Folkeparti ser derimod ministerens forslag som et udtryk for, at hun vil "løsne båndet mellem kirken og staten".

- Ministerens forslag er enormt fjollet og gør mig helt træt, siger kirkeordfører Christian Langballe (DF).

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx