Af Ritzau - 05/12-16 12:51; Opdateret: 05/12-16 13:36

Sidste uge bød muligvis på bundrekord i asylansøgereSidste uge bød muligvis på bundrekord i asylansøgere

Kun 42 personer, heraf seks syrere, søgte asyl i Danmark i sidste uge, viser opgørelse.

storybild

Regeringen vil samarbejde med EU om et nyt asylsystem. Her ses udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Selv om krigen i Syrien fortsat raser, så er det ganske få syriske flygtninge, der finder vej til Danmark for tiden.

Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

42 personer søgte asyl i Danmark i sidste uge. Af dem var seks fra Syrien. Tre var fra Afghanistan, to fra Irak, mens de 31 kom fra andre lande.

Ministeriet har offentliggjort daglige tal for registrerede asylansøgere, siden den midlertidige grænsekontrol trådte i kraft for snart et år siden.

Tallet har i den periode aldrig været så lavt som 42. Da tallene typisk bliver justeret i opadgående retning, er det for tidligt at konkludere, at der er tale om en bundrekord.

Men det er i hvert fald langt fra de 640 personer, der søgte asyl den første uge af januar.

Selv om antallet af asylansøgere er lavt, står emnet fortsat højt på den politiske dagsorden.

Den nydannede regering, som består af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, vil sætte en stopper for muligheden for at søge asyl ved de europæiske grænser.

I stedet skal personer, der ønsker asyl i Danmark, indlevere deres ansøgning i et såkaldt tredjeland, altså uden for EU, foreslås det i regeringsgrundlaget.

Dansk Folkeparti er med på første del af forslaget - altså et stop for asylsøgning ved grænsen. Men partiet mener ikke, at det skal være muligt at søge asyl fra et land uden for EU.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx