Af Ritzau - 12/01-17 21:50; Opdateret: 13/01-17 09:24

Fængselspræster: Fængselsbetjente opildner til konflikterFængselspræster: Fængselsbetjente opildner til konflikter

Fængselsforbundet genkender ikke det billede, som tidligere fængselspræster tegner af nogle fængselsbetjente.

storybild

Nogle fængselsbetjente nærmest opildner til konflikter, skriver fængselspræst Steen Andreassen i en kronik i Information. (Billede: Free/David Ademas)

Fængselsbetjente er medvirkende til, at konflikter og vold er stigende i de danske fængsler.

Sådan lyder det fra den nyligt afgåede fængselspræst Steen Andreassen i en kronik i Information.

Han mener, at man kun kommer fængslernes negative voldsspiral til livs, hvis man skrider ind over for de fængselsbetjente, der ikke respekterer fangerne.

De nærmest opildner til konflikter, skriver Steen Andreassen i kronikken.

- Nogle af dem går kun forrest, når alarmen lyder, og der er udsigt til håndgemæng med indsatte. De kommunikerer elendigt med de indsatte og er meget lidt tilbøjelige til at imødekomme indsattes anmodninger.

- De kan true indsatte med at krølle dem sammen, hvis der er mere ballade, og de kan aflevere en besked til en indsat og demonstrativt blive stående i cellen, selv om den indsatte beder dem gå igen, står der.

Steen Andreassen, som indtil november var fængselspræst i Nørre Snede Fængsel, understreger, at mange fængselsbetjente yder en prisværdig indsats.

Han bakkes op af fængselspræst Anita Fabricius, som i denne uge afsluttede fire års tjeneste i Aarhus Arresthus.

Hun er af den opfattelse, at de fængselsbetjente, der behandler de indsatte dårligst, ofte også er de betjente, som de indsatte helst vil overfalde.

Ifølge Kriminalforsorgens seneste brugerundersøgelse er hver fjerde indsat i danske fængsler blevet mobbet af fængselspersonale. Og 22 procent hævder at være blevet udsat for trusler.

I Fængselsforbundet kan de ikke genkende det billede, som de tidligere fængselspræster tegner.

- Generelt er de danske fængselsbetjente gode til at arbejde med de ressourcer, de har, til at håndtere det klientel, vi har siddende. Men det er klart, at klientellet er blevet hårdere og mere råt, siger forbundssekretær René Larsen til Information.

Han kan dog ikke afvise enkelte "brodne kar".

Områdedirektør for Kriminalforsorgen Midt- og Nordjylland Una Jensen kan heller ikke genkende kritikken. Hun er ansvarlig for Nørre Snede Fængsel og Aarhus Arrest.

- Vi arbejder ud fra et princip om ligeværd mellem mennesker og en balance mellem på den ene side kontrol og sikkerhed og på den anden side støtte og motivation.

- Den måde, vi bliver præsenteret på her, ligger langt fra det, jeg kan genkende, siger Una Jensen til Information.

En opgørelse fra Kriminalforsorgen viser, at der fra 2006 til 2014 var 11 disciplinærsager om vold begået af ansatte i Kriminalforsorgen mod klienter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx