Af Ritzau - 28/01-17 12:49

Pape vil bruge Al Capone-metode over for banderPape vil bruge Al Capone-metode over for bander

Pape vil slå ned på bandemedlemmer, der modtager offentlige ydelser eller fører sig frem med statussymboler.

storybild

Rockere, der fører sig frem med dyre statussymboler, for eksempel kostbare motorcykler, skal ses efter i sømmene, mener justitsministeren. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Nf)

Den amerikanske gangster Al Capone menes at stå bag flere mord. Men det var skattesvindel han blev dømt for, da myndighederne omsider fik ham bag tremmer.

Nu vil justitsminister Søren Pape Poulsen (V) tage lignende metoder i brug over for rocker-bandemedlemmer i Danmark. Det er en del af bandepakken "Bander bag tremmer", som blev præsenteret lørdag.

- En anden måde at sætte pres på rockerne og banderne er at få sat en stopper for, at de kan misbruge velfærdssamfundets goder til at understøtte deres kriminelle aktiviteter. Altså en udvidet Al Capone-metode, siger Søren Pape Poulsen.

Udtalelserne falder lørdag på et pressemøde efter regeringens seminar på Tøystrup Gods ved Ryslinge på Fyn.

Metoden er allerede i brug i Danmark. Siden 2014 har Køge Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi haft et fælles efterforskningsteam. Det udveksler oplysninger om kriminalitet og snyd med sociale ydelser.

Teamet har medvirket til at nedbringe antallet af skyderier og aktive rocker-bandemedlemmer i området, har Køges borgmester Flemming Christensen tidligere fastslået.

Nu vil regeringen gøre indsatsen landsdækkende:

- Derfor etablerer vi en stående taskforce bestående af relevante myndigheder. Blandt andet politiet, anklagemyndigheden, kommunerne og Skat.

- Task forcen skal hurtigt og effektivt kunne håndtere konkrete sager, hvor der er mistanke om, at rocker-bandemedlemmer, uretmæssigt modtager offentlige ydelser, siger Søren Pape Poulsen.

Regeringen vil også sætte ind over for rocker-bandemedlemmer, der leaser luksusbiler. Eller på andre måder fører sig frem med statussymboler, mens de har gæld til det offentlige.

Det kan komme til at ramme leasingselskaber. Regeringen vil nemlig se på muligheden for at give bøder til leasingselskaber, der fortsætter med at lease en luksusbil, selv om de har fået at vide, at kunden har gæld til det offentlige.

Regeringen vil også se på muligheden for, at leasingselskaberne kan pålægges at hæfte for gælden med et beløb svarende til de leasingydelser,som selskabet fremadrettet modtager.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx