28/10-17 16:59

V-politiker var først til at holde gratis bryllupsreceptionV-politiker var først til at holde gratis bryllupsreception

Det er ikke kun Anna Mee Allerslev (R), der gratis har lånt lokale til værdi af 65.000. V-politiker var først.

storybild

Venstre spidskandidaten Cecilia Lonning-Skovgaard var den første, der lånte lokale på Københavns Rådhus til at holde bryllupsreception. Scanpix/Niels Ahlmann Olesen/arkiv

København. Det var Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, der som den første fik lov til at låne et gratis lokale til en bryllupsreception på Københavns Rådhus tilbage i 2012.

Det skriver Politiken, der har talt med Venstres gruppeformand Flemming Steen Munch, der spurgte på vegne af Cecilia Lonning-Skovgaard på et møde mellem formændene for partiernes grupper i 2012.

Venstrepolitikeren ville låne et lokale - festsalen på 2. sal - og gruppeformændene sagde ja til forespørgslen, uden at tage referat eller i det hele taget skrive noget ned.

Med den accept startede en ordning, hvor der blev nikket god for lån af lokaler til bryllupper for kommunens medlemmer af borgerrepræsentationen.

Det skete, til trods for at der i 2011 var besluttet et sæt interne regler i Københavns Borgerrepræsentation, om at kommunen ikke må "stille lokaler vederlagsfrit til rådighed" til arrangementer, der er private.

Ifølge en kommunal prisliste ville festsalen, som Cecilia Lonning-Skovgaard ville holde receptionen i, koste 65.000 kroner at leje.

Det er samme beløb, som den nu afgåede borgmester Anna Mee Allerslev har valgt at betale, efter at det kom frem, at hun havde brugt Rådhushallen på Københavns Rådhus til sin egen bryllupsreception i august 2017.

Sagen med Anna Mee Allerslev har sat gang i en intern redegørelse på Københavns Rådhus, hvor man vil se på brugen af lokalerne.

Adspurgt om, hvorfor der ikke blev sagt nej til lokaleforespørgslen i 2012, svarer Flemming Steen Munch til Politiken:

- Jeg og de andre må jo have sovet i timen. Der var ikke nogen debat om det på mødet. Der blev bare nikket. Det kan man godt sige er kritisabelt i dag, at vi ikke diskuterede konsekvenserne mere dengang.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx