Af Maria Christine Madsen - 01/12-17 11:16

Politiet beder indtrængende om hjælp: Har du set denne mand?Politiet beder indtrængende om hjælp: Har du set denne mand?

I mere end en måned har politiet nu ledt efter Bent Ovesen, der er efterlyst i forbindelse med sin hustrus død. Nu beder de indtrængende om hjælp fra borgerne.

Kvinde fundet død i Kolding

Sagen begyndte den 28. oktober, da en 61-årig kvinde blev fundet død i sit hjem i Kolding. Skaderne på hendes krop fik politiet til at slå fast, at hun ikke var død af naturlige årsager.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Lige siden har hendes mand - Bent Ovesen på 63 år - været efterlyst i sagen.

Han er hverken blevet set eller har ladet høre fra sig siden den oktoberdag, og derfor blev han den 10. november ved Retten i Kolding fængslet in absentia - altså uden selv at være til stede - som mistænkt for at have begået drabet på sin hustru.

Torsdag aften valgte Sydøstjyllands Politi endnu engang at fortælle om sagen og efterlysningen - denne gang i Station 2 på TV 2 for at nå ud til så mange danskere så muligt. Håbet er, at borgerne kan hjælpe politiet til at finde frem til den efterlyste mand.

»Vores håb er, at vi via en bred omtale af sagen i medierne kan få hjælp fra borgerne til at finde frem til afdødes mand,« fortæller politiinspektør Carit Andersen, der er leder af efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse fredag morgen.

Politiet betragter sagen som en drabssag.

Både med hunde og helikopter har politiet ledt efter den 63-årige mand og hans bil, der har været forsvundet lige så længe som manden selv, ligesom dykkere har undersøgt havne, da politiet frygter, manden kan have gjort skade på sig selv.

Signalement af mistænkteDen mistænkte er en 63-årig mand. Han er almindelig af bygning og 187 cm høj. Han bærer briller og er skaldet.

Signalement af mistænktes bilDen 63-årige mands bil efterlyses også, da den også har været forsvundet, siden den 61-årige hustru blev fundet død. Bilen er en grå/brun Ford Mondeo årgang 2015 med registreringsnummer AU 24836.

Kilde: Sydøstjyllands Politi

'Den 63-årige mand kan teoretisk set også være forsvundet af andre årsager, og det er derfor vigtigt for efterforskningen i sagen, at Sydøstjyllands Politi får fundet ham. Det er naturligvis også af stor vigtighed for de pårørende i denne tragiske sag, at han bliver fundet. Derfor beder Sydøstjyllands Politi endnu engang borgerne om hjælp i sagen', skriver politiet i pressemeddelelsen.

»Vi beder borgerne i alle dele af landet om at holde udkig efter den 63-åriges bil og den 63-årige selv. Vi tænker, at hvis vi finder bilen, så er der stor sandsynlighed for at vi også finder ham. Men vi kan naturligvis ikke være sikre,« siger politiinspektør Carit Andersen.

Hvis du har set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet med at finde den 63-årige mand, så kontakt Sydøstjyllands Politi på 114.

»Vi håber meget på hjælp og siger mange tak for hjælpen på forhånd,« siger Carit Andersen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx