07/11-17 18:33

Kend din form og vælg det rigtige tøjKend din form og vælg det rigtige tøj

Hver uge kommer der nye varer i stangbutikkerne, og det kan være fristende at hoppe med på den nyeste trend, selv om den måske slet ikke klæder dig.

storybild

Det kan nogle gange være svært at være med på noderne, hvis ens kropsform bare ikke passer ind i sæsonens must haves. Free/Www.colourbox.com

København. Det kan være, du skal droppe at hoppe med på den seneste mode med sennepsgule bluser, store dynejakker eller stumpede bukser.

Din kropsform afgør nemlig langt hen ad vejen, om det er en stram nederdel, nedringet bluse eller højtaljede bukser, der klæder dig bedst.

Når man skal finde tøj, der sidder godt, så skal man have fokus på flere ting, mener Mette Terkildsen, der er lektor på Via Design i Herning, som uddanner designteknologer.

Man skal både finde tøj, der æstetisk lever op til det udtryk, man gerne vil signalere, og finde tøj der passer til ens kropsform.

- Man skal kigge på, hvad det er for et udtryk, man gerne vil opnå, når man kigger sig selv i spejlet. Så du skal kigge på din egen silhuet og tænke over, hvad der komplimenterer den form, siger Mette Terkildsen og fortsætter:

- Man har nogle punkter på kroppen, som man er glad ved, og nogle man ikke er glad ved. Og man skal fremhæve de steder, man er mest glad ved, siger hun.

Hvordan man gør det, ved stylist Tini Owild fra Stylewise en hel del om. Hun lægger vægt på, at man skal skabe harmoni, når man vælger tøj.

Derfor må man også træffe nogle valg - og fravalg - der kan udelukke visse modeluner, hvis de ikke gør noget godt for ens udtryk.

- Hvis man ikke ønsker fokus på sin numse, så skal man have fokus et andet sted hen. Og det kan man gøre med farver, snit eller detaljer på toppen, så man kigger dér i stedet for, siger Tini Owild.

Har du smalle skuldre og er bred forneden, kan du fremhæve skulderpartiet for at skabe harmoni, lyder rådet.

- Du kan vælge et snit, der giver lidt bredere skuldre. Du kan måske også bruge lidt skulderpuder. Man kan desuden sætte en detalje ude på skulderen, det kan være en flæse eller en broche. Derudover kan du bruge bådudskæringen, da den trækker horisontalt, hvilket striber også gør, råder Tini Owild.

Hvis du vil have fokus væk fra noget, så er det en god idé at tænke neutralt. Så undgå fokus på stedet med tydelige syninger på lommer eller andre særlige detaljer.

Har du en mere rund form, kan det være en fordel at finde tøj, der trækker lange linjer vertikalt, så man ikke forstærker det runde udtryk.

- Man kan bruge en tætsiddende stram bluse med en løs habitjakke over, som ikke strammer helt til, men som heller ikke må hænge for løst, siger Tini Owild.

Lad jakken stå åben, da det giver lange linjer.

Farvevalget har også en stor betydning. Visse farver gør, at man ser bleg og træt ud, mens andre ligefrem får én til at stråle og komplimenterer ens hår, øjenfarve og hudfarve.

- Sæt tøjet op til ansigtet. Mister man farve, eller lyser man næsten op. Det er en god test, siger stylisten.

Er du vild med en modefarve, som desværre gør dig mere bleg end lækker, så behøver du ikke helt at undgå den, lyder rådet.

- Den farve, der er tættest på dit ansigt, er afgørende for, om du bliver bleg. Så har du den nye modefarve på et par bukser, gør det jo ikke noget, siger Tini Owild og fortsætter:

- Det er også afgørende, hvor stor en flade man bruger farven på. Hvis farven er en del af et mønster eller bliver brugt som en detalje i påklædningen - eksempelvis i et bælte - så kan den jo godt bruges, siger hun.

Fakta: Fremhæv dine fortrin

- Få fokus hen på de dele af din krop, som du er mest glad for.

- Brug detaljer og smykker til blikfang.

- Vær ikke bange for farver.

Kilde: Tini Owild.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx