Af Ritzau - 15/03-17 10:23; Opdateret: 15/03-17 11:21

Dom: Religiøs gruppe må ikke servere forbudt stofDom: Religiøs gruppe må ikke servere forbudt stof

Tilhængere af Santo Daime må ikke servere en psykedelisk drik til ceremonier. Det slår dom fast onsdag.

storybild

Foreningen Nordens Céu Sagrado Mester Fernandos Center for Meditation og Videnskab mener, at det er en begrænsning af religionsfriheden, når myndighederne ikke vil give tilhængerne af Santo Damie-religionen lov til at servere ayahuasca-vin ved deres ceremonier. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Tilhængerne af Santo Daime-religionen må ikke servere den forbudte drik ayahuasca til ceremonier. Religionen kan heller ikke blive godkendt som en religiøs menighed.

Det står klart efter en dom i Østre Landsret onsdag.

Dommen kommer, efter Foreningen Nordens Céu Sagrado Mester Fernandos Center for Meditation og Videnskab har sagsøgt både Sundheds- og Ældreministeriet og Kirkeministeriet.

Foreningen sagsøgte ministerierne, fordi foreningen var blevet nægtet at servere drikken og blive godkendt som menighed.

Men Østre Landsret har frifundet begge ministerier. Begrundelsen lyder, at afgørelserne ikke er i strid med Danmarks forpligtelser til at beskytte religionsfriheden.

Tilhængerne af Santo Daime har ellers argumenteret for, at det er en begrænsning af religionsfriheden, når myndighederne ikke vil give dem lov til at servere ayahuasca-vin ved deres ceremonier.

I maj 2014 søgte foreningen dispensation til at importere ayahuasca, der indeholder det euforiserende stof DMT, til de religiøse ceremonier.

Men det daværende Social- og Sundhedsministerium afslog i 2015 at give foreningen dispensation. Ifølge ministeriet skaber DMT afhængighed, og det fører til sundhedsmæssige og sociale problemer.

Foreningen søgte også Kirkeministeriet om at blive godkendt som religiøs menighed. Men det afslog ministeriet. Begrundelsen var blandt andet, at foreningen ville overtræde loven, hvis den importerede ayahuasca.

Dommen i landsretten støtter op om ministeriernes afgørelser. Retten lægger blandt andet vægt på, at stoffet kan udgøre en alvorlig risiko for sundheden.

Landsretten understreger også, at der er en række krav, som en religion skal opfylde for at blive anerkendt som trossamfund. Der må ikke foretages noget, som strider mod den offentlige orden.

Da den religiøse gruppe vil bruge den forbudte drik til sine ritualer, kan den derfor ikke anerkendes som trossamfund.

Ayahuasca har været forbudt i Danmark siden 1970'erne, men er godkendt i Holland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx