03/10-17 18:09; Opdateret: 03/10-17 18:44

Rådet for Socialt Udsatte: Udflytning førte til videnstabRådet for Socialt Udsatte: Udflytning førte til videnstab

Det tog op mod et år for Rådet for Socialt Udsatte at komme på fode igen efter udflytning, fortæller det.

storybild

Rønne. Der skete et videnstab og effektivitetsspild som følge af Rådet for Socialt Udsattes udflytning fra København til Bornholm.

Det siger sekretariatschef i Rådet for Socialt Udsatte Ole Kjærgaard.

- Tre ud af fem af vores medarbejdere stoppede på grund af udflytningen. Det tager op mod et år at få oplært nye, velkvalificerede folk op, så der går væsentlig viden tabt, siger han.

I oktober 2015 præsenterede den daværende Venstre-regering en plan om at udflytte 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet. 2500 af arbejdspladserne er indtil videre flyttet.

Rådet for Socialt Udsatte er en af de 23 institutioner, der er blevet flyttet.

Ifølge Ole Kjærgaard behøver rådet ikke at arbejde et bestemt sted i landet. Alligevel er det besværligt for dem, at de er rykket til Rønne på Bornholm, mener sekretariatschefen.

- Der er nogle udfordringer, fordi mange af de ting, som vi skal lave, foregår i København eller andre steder i landet. Det betyder mange rejser, og derfor selvfølgelig nogle udgifter og noget spildtid. Det fører til effektivitetsspild, siger han.

I forbindelse med Folketingets åbning tirsdag udtrykte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) begejstring over, hvordan det er gået med udflytning af Civilstyrelsen og Nævnenes Hus til Viborg.

- I Viborg er det lykkedes at skabe et attraktivt juridisk miljø til glæde for de mennesker, der får nye jobmuligheder. De borgere, der får myndighederne tættere på. Den by, der får nye arbejdspladser, sagde han.

Ved åbningen afslørede statsministeren, at der er planer om at etablere flere tusind statslige arbejdspladser endnu uden for hovedstadsområdet.

Han vil først til december løfte sløret for, hvilke institutioner der flytter eller bliver etableret rundt omkring i Danmark.

Den udmelding vækker utilfredshed hos flere fagorganisationer.

Hos Djøf opfordrer man regeringen til at tage ved lære af den første runde af udflytninger, hvor otte ud af ti ansatte ifølge Djøf valgte at sige sit job op.

Foreningen siger i en pressemeddelelse, at udflytningen gik ud over sagsbehandlingstider og fører til dårligere service til både borgere og virksomheder.

Ingeniørforeningen IDA mener, at regeringen negligerer et massivt videnstab. Samtidig mener foreningen, at meldingen om den kommende udflytning skaber unødig usikkerhed blandt statens ansatte.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx