31/10-17 16:54

Kræftforening roser midtjysk håndtering af lægesjuskKræftforening roser midtjysk håndtering af lægesjusk

Kræftens Bekæmpelse mener, at Hospitalsenhed Midt i Viborg har gjort det nødvendige for at rette op på fejl.

storybild

Viborg. En læge, der tilsyneladende har sjusket med sit arbejde gennem længere tid, er ikke nogen rar opdagelse for et sygehus.

Men da man på Regionshospitalet i Viborg - der er en del af Region Midtjylland - i juni konstaterede, at der potentielt var sket fejl i flere tusinde kvinders brystkræftscreening, reagerede man prompte og korrekt.

Det mener Leif Vestergaard Pedersen, der er administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse.

- Det er altid frustrerende og håbløst, når man opdager en fejl som den, der er tale om her.

- Men de har håndteret det godt. Det er hospitalet i Viborg, der er gået ud med nyheden, og de har haft en plan for, hvad der skulle ske.

- Og så har de taget sig af disse kvinder så godt, det har kunnet lade sig gøre, når man nu ikke kan lave det om, der er sket, siger direktøren.

Han hæfter sig særligt ved, at regionen hurtigt skred til handling og fik sendt breve ud til de godt 3600 kvinder, der var blevet undersøgt af den pågældende læge.

Regionen tilbød både en telefonhotline og en ny undersøgelse.

- Det faktum, at de har fået så mange kvinder igennem de ekstra undersøgelser er flot, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han henviser til, at flere end 2100 af kvinderne allerede har været igennem en ny undersøgelse.

De kvinder, der endnu ikke har henvendt sig for at blive undersøgt igen, vil få en påmindelse med posten om, at de fortsat har muligheden.

I forbindelse med de nye undersøgelser har man konstateret 21 nye tilfælde af brystkræft.

Det er uvist, om de 21 kvinder har fået kræften efter den oprindelige undersøgelse, eller om kræften kunne være opdaget tidligere.

Patienterstatningen undersøger nu, om nogle af kvinderne er berettiget til erstatning af den grund.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx