Af Ritzau - 24/05-17 14:41

Kirkens Korshær får advarsel om sort arbejde af ministerKirkens Korshær får advarsel om sort arbejde af minister

Kirkens Korshær må ikke rådgive illegale indvandrere om sort arbejde, siger socialminister Mai Mercado (K).

storybild

Kirkens Korshær har rådet illegale indvandrere til sort arbejde på skjult kamera i TV2. Derfor har de fået en advarsel fra socialminister Mai Mercado (K). (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Kirkens Korshær (KK) skal ikke rådgive illegale indvandrere. De skal forlade landet. Og KK skal slet ikke råde dem til at tage sort arbejde.

Det fastslår socialminister Mai Mercado (K) efter KK's redegørelse til Socialstyrelsen.

- Kirkens Korshær har erkendt, at deres rådgivning om illegalt og sort arbejde simpelthen ikke har været efter reglerne. Derfor har de indskærpet betingelserne for rådgivning, siger Mai Mercado.

Hun bad KK om en redegørelse, da tre ansatte rådede illegale indvandrere, som reelt var TV2's muldvarpe i dokumentaren "Illegal i Danmark", til at finde sort arbejde. KK har givet de tre ansatte en advarsel.

En ansat i KK sagde til en muldvarp i tv-dokumentaren:

- Vi kan ikke anbefale sort arbejde. Hvis det er for at overleve, må du gøre, hvad du er nødt til.

Rådene kom fra tre ansatte på KK's center, Kompasset. En muldvarp fik hjælp til at søge sort arbejde på internettet.

- Det er ikke lovligt at tage sort arbejde, men det kan du jo gøre, hvis det er den eneste udvej. Jeg vil bare ikke høre om det, sagde en kvindelig ansat med hænderne for ørerne.

Mai Mercado påpeger, at KK får statslige tilskud.

- Jeg har bedt Socialstyrelsen gøre det fuldstændig krystalklart, at tilskudsmidler kun må anvendes på personer, som har lovligt ophold i Danmark. Kirkens Korshær er finansieret af offentlige midler gennem mange kanaler, siger socialministeren.

Spørgsmål: - Trækker du tilskuddet, hvis det sker igen?

- Kirkens Korshær har en lang række aktiviteter. Så det ligger ikke lige for at være så krasbørstig: Så trækker vi hele tilskuddet til Kirkens Korshær. Men jeg ser med meget stor alvor på denne forseelse, siger Mai Mercado.

Hun mener, at det er en enkelt svipser. Den dækker ikke KK's praksis.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx