29/11-17 07:03

Det skal du gøre for din privatøkonomi i decemberDet skal du gøre for din privatøkonomi i december

Læg et julebudget, og start en juleopsparing til 2018, hvis du vil undgå for mange lommesmerter.

storybild

København. Vi går snart ind i december, og derfor vil de fleste af os for alvor begynde at svinge dankortet, når der skal købes gaver, juletræ, festtøj og flæskesteg.

Derfor er det oplagt at lave et julebudget, hvis du er vært for julen i år.

Ikke for at detailstyre din økonomi, men for at lægge en ramme, siger Morten Holm Steinvig, der er rådgiver i finansielt forbrug ved Penge- og Pensionspanelet.

- Gå dine konti igennem, undersøg hvilket råderum, du har på din opsparing og din lønkonto, og sammenlig det med, hvad du forventer at bruge. Det tager ikke mere end fem minutter, siger han.

I år vil hver husstand i gennemsnit bruge 4100 kroner ekstra op til jul sammenlignet med resten af året, viser en prognose fra Dansk Erhverv.

Hvis du allerede nu har på fornemmelsen, at det kommer til at knibe med at få råd til alle juleudgifterne, må du overveje, hvor du kan spare, siger Morten Holm Steinvig.

- Kan du aftale et loft over prisen på julegaver med familien? Bede gæsterne om at tage risalamande med? Eller kan I nøjes med mindre mad? Der er jo alligevel altid nok, når det kommer til stykket, siger han.

En indkøbsliste er også guld værd, når du skal købe ind til jul, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

- Uden en indkøbsliste er det nemt at miste overblikket og blive grebet af en stemning, når man er på indkøb. Ét er, at man undgår at bruge en masse ekstra penge, men man undgår også at glemme ting, man rent faktisk tog ud for at købe, siger hun.

Når det kommer til julegaveindkøb, er den 22. og 23. december en populær shoppedag for mange mænd.

Den 23. december bruger mændene næsten 25 procent flere penge end kvinderne, viser en undersøgelse som Danske Bank har lavet.

Men det kan være farligt at panikshoppe de sidste gaver helt op til jul, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

- Problemet ved at gå på gavejagt i sidste øjeblik er, at man ofte kommer til at bruge flere penge, end man ellers ville have gjort, når panikken over at stå tomhændet juleaften griber én, siger hun.

Går man i gang i god tid har man bedre muligheder for at afsøge markedet og sammenligne priser, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

- Måske der er penge at spare ved at købe gaven på nettet, og så dur det ikke at være ude i sidste sekund, hvis pakken skal nå frem i tide, siger hun.

Morten Holm Steinvig anbefaler at oprette en julekonto til næste år allerede nu.

- Juleudgifter bliver ofte blandet sammen med alle de andre udgifter, vi har i december, så forbruget kan nemt blive uigennemsigtige, hvis ikke du får skilt udgifterne ad. Det kan en julekonto hjælpe med, siger han.

Lægger du 200 kroner til side hver måned, har du 2400 kroner til julen 2018, som nogenlunde dækker, hvad vi i gennemsnit køber julegaver for, siger Morten Holm Steinvig.

- Julen kommer til at føles som en mindre tung post i budgettet, hvis du spreder den ud over de 12 lønchecks, siger han.

Fakta: Juleopsparing og -budget

- 84 procent af danskerne brugte de penge, de havde stående på kontoen til at betale for julen sidste år.

- 12 procent brugte penge fra en øremærket opsparing til at betale for julen.

- 32 procent planlagde på forhånd et budget for julens udgifter sidste år, mens 66 procent ikke lagde et julebudget.

- På raadtilpenge.dk kan du finde en skabelon til at lægge et julebudget.

- Du kan også hente appen Dit Lommebudget, hvor du løbende kan indtaste dine udgifter og holde øje med dit forbrug.

Kilde: Penge- og Pensionspanelet.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx